07.08.2014, 12:21 | Af: Administrator

Akademiet indleder sæsonen: AaB venter på udebane

Begge cheftrænere forventer lige kampe, når man lørdag møder AaB i sæsonpremieren.

FC Midtjyllands to bedste ungdomshold indleder lørdag den nye sæson, når man møder AaB i Aalborg. For U17-holdets vedkommende har man fået mange nye spillere, som skal lære hinanden at kende.

Cheftræner for de regerende mestre, Svend Graversen, er imponeret over, hvordan de nye talenter har fundet sammen.

- De har taget utrolig godt imod hinanden. De hygger sig sammen og har allerede et rigtig godt sammenhold. Læringen kan så være at overføre det til banen. Her skal de selvfølgelig hjælpe hinanden, men også presse hinanden til at blive endnu bedre.

Cheftræneren forudser en sæson, hvor det handler om at spille de mange nye folk sammen.

- Vi har et helt nyt hold, som skal lære hinanden at kende. Der er ingen tvivl om, at vi har nogle enormt dygtige spillere. Så for os handler det om at finde sammen på banen, for så bliver vi rigtig gode. Vi har endnu ikke fastlagt vores målsætning, men vi ønsker selvfølgelig altid at spille med i den gode ende af rækken, fortæller Svend Graversen.

Lørdagens modstander fra AaB har ligesom ulvene fået mange nye spillere i sommerpausen. Derfor forudser FCM-træneren en kamp, hvor det for begge hold handler om at finde rytmen hurtigst muligt.

- AaB står lidt i den samme situation som os. De har også mange nye spillere, som skal lære hinanden at kende. Vi ved, at de har nogle meget dygtige offensivspillere, og dem skal vi selvfølgelig forsøge at holde nede. Omvendt ved vi også, at hvis det lykkes for os, så har vi selv nogle spillere, som kan afgøre kampen til vores fordel, siger Svend Gravesen.

U19 vil spille med hvor det er sjovt
Også U19-holdet møder AaB i premieren. Cheftræner Kenneth Andersen føler, at holdet er godt rustet til sæsonstart. Han spår en spændende sæson i ligaen.

- I FC Midtjylland er det altid en målsætning og en forventning, at vi spiller med om medaljerne. Det er også en rigtig god læring for spillerne, som står på spring til at tage det næste skridt op i superligatruppen. De skal lære at tage et pres på skulderne og håndtere det. Det er jo også det, de skal kunne længere oppe i systemet.

Kenneth Andersen mener, at mange hold kan spille med i toppen af rækken. I den forbindelse nævner Andersen AaB som et af disse hold. Han har dog opskriften på sejr imod nordjyderne klar.

- Jeg synes, at de senere år har vist os, at U19 Ligaen er blevet meget mere lige. Flere hold kan kæmpe med, og jeg regner med, at AaB bliver et af de hold, som skal spille med, hvor det er sjovt. I forhold til kampen har vi en formodning om, hvordan de spiller, og det skal vi forsøge at nedbryde. Hvis vi kan det, har vi gode muligheder i kampen, slutter Kenneth Andersen.

U17-kampen fløjtes i gang klokken i 13.00 i Aalborg, mens U19-kampen spilles klokken 15.00.

Foto: Jacob Poul Skovbo

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox