30.08.2014, 15:36 | Af: Administrator

En tur i rutschebanen del 1

U19-holdet fik vendt 0-2 til sejr i en medrivende kamp mod Vejle

FCM fik alt andet end en god start på lørdagens U19-kamp, for efter blot to minutters spil bragte værterne sig foran. Med kvikt opspil blev bolden bragt frem til Vejles Patrick Rasmussen, der på kanten af feltet trak sig fri af sin markering og chippede bolden over Rasmus Bach.

Ulvene lod sig dog ikke ud af kurs, og de følgende minutter bød på gode muligheder til Razak, Mikkel Duelund og Rasmus Lauritsen. det trak op til en udligning, men i stedet fordoblede Vejle føringen. En for kort tilbagelægning blev opsnappet af  Patrick Rasmussen der driblede uden om Rasmus Bach og sparkede 2-0 målet i nettet fra en spids vinkel.

Scoringen skabte uro hos FCM, der fortsat dominerede, men havde svært ved at skabe åbne muligheder mod Vejle-mandskabet, der i samme periode fik et mål underkendt for passiv offside.

I halvlegens overtid var det i stedet FCM der fik sat et godt angreb op. Rasmus Nissen kom igennem på højrekanten og slog et fladt, hårdt indlæg ind i feltet, hvor Razak dukkede op og scorede ved bagerste stolpe.

Posen blev rystet
I pausen kastede Kenneth Andersen sig ud i en større rokade. Mikkel Duelund blev erstattet med Mikkel Frankoch, mens Andreas Hermansen blev vekslet med Sigurd Schøndorf.

Især det sidste skifte resulterede i en større stoleleg, hvor Alexander Munksgaard blev flyttet fra backen ind i midterforvaret, hvor han overtog Hermansens plads. Nissen overtog højrebacken, og så kom Schøndorf ind på hans hidtidige plads på højrekanten. Kenneth Andersen forklarede efter kampen om de overvejelser, der lå bag udskiftningerne:

- Vi var rigtig meget på bolden i første halvleg, og det ville vi gerne udnytte bedre. Derfor valgte vi at udskifte Hermansen, der er en stærk duelspiller med Munksgaard, der er god til at føre bolden frem. På højrekanten gjorde det samme sig gældende, hvor vi fik en teknisk stærk spiller - Sigurd - ind, i stedet for Rasmus Nissen, der i højere grader en gennembrudsspiller, fortalte Andersen, der tilføjede, at Duelunds udskiftning var aftalt på forhånd. Han skal nemlig spille i mandagens reserveholdskamp mod Esbjerg.

Ændringen virkede tilsyneladende godt, i hvert fald havde FCM-holdet genfundet gejsten i omklædningsrummet. Blot tre minutter inde i anden halvleg udlignede Razak, da målmanden gav en ripost på hans afslutning.

Det var en god periode for FCM U19, og ti minutter inde i halvlegen kom føringsmålet så. Sigurd Schøndorf kom igennem på kanten, og selvom målmanden fik pareret hans afslutning, endte bolden hos Mikkel Frankoch der behersket lagde bolden i nettet.

Der skulle blot gå yderligere tre minutter før bolden igen lå i nettet bag VB-keeperen. Frankoch sendte et indlæg ind til David, der var løbet ind i feltet fra sin position på kanten, og han headede bolden i kassen via jorden.

Foran med to var det som om ulvene trak sig en anelse, og det udnyttede Vejle til at få tilkæmpet sig nogle standardsituationer på FCM's banehalvdel. På en af dem - et hjørnespark - headede Patrick Rasmussen sin tredje scoring i nettet.

Så var der kun et mål op, og situationen blev yderligere tilspidset, da Gloire Rutikanga fik sit andet gule kort for at gå ind i en tackling med løftet ben. Det var i orden, men det var det første gule kort ikke - midtbanespilleren modtog i første halvleg en advarsel for en forseelse som Jonas Gemmer i stedet havde begået.

Vejle kom dog aldrig frem til en egentlig målchance i de døende minutter, og så kunne FCM notere sig sæsonens tredje sejr.

- Vi er godt tilfredse. Vi skaber igen mange chancer, og vi fik at se, at vi har en langt større bredde end i sidste sæson. De spillere vi har på bænken, gør os i stand til ændre vores måde at spille på, og indskifterne var med til at vende kampen for os i dag, fortalte Kenneth Andersen efter kampen.

FCM U19 har lavet mindst fire mål i alle deres hidtidige kampe, men den sprudlende offensiv kommer ikke bag på Mikkel Frankoch, der selv bidrog med to assist og en enkelt pind:

- Nej, vi har så mange gode offensive spillere, at vi skal lave mange mål. Der skal laves mindst to-tre mål i hver kamp, det er vores egen forventning, lød det fra midtbanespilleren efter kampen.

FCM U19 spiller igen lørdag den 6/9 kl. 15.15, hvor Randers kommer på besøg på Wunderelf Arena i Ikast.

Vejle BK U19 - FC Midtjylland U19 3-4 (2-1)
2' 1-0 Patrick Rasmussen
24' 2-0 Patrick Rasmussen
45+2' 2-1 Razak Adebayo Odeyemi (assist Rasmus Nissen)
48' 2-2 Razak Adebayo Odeyemi (assist Mikkel Frankoch)
55' 3-2 Mikkel Frankoch (assist Sigurd Schøndorf)
58' 4-2 David Akintola (assist Mikkel Frankoch)
85' 4-3 Patrick Rasmussen
Udvisning FCM: 89' Gloire Rutikanga (2xgult)

Opstilling: Rasmus Bach - Alexander Munksgaard, Rasmus Lauritsen, Andreas Hermansen (46' Sigurd Schøndorf), Jeppe Solgaard - Jonas Gemmer, Gloire Rutikanga, Mikkel Duelund (46' Mikkel Frankoch) - Rasmus Nissen, David Akintola, Razak Adebayo Odeyemi (56' Simon Sterring)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox