12.08.2014, 15:48 | Af: Administrator

Isaac Oliseh udlejes til Thisted FC

Den nigerianske midtbanemand tørner i det næste halve år ud for samarbejdsklubben Thisted FC. Han får dermed mulighed for at fortsætte den gode periode, som han havde hos Thisted i foråret.

At der er et godt samarbejde mellem FC Midtjylland og Thisted FC, så man allerede i foråret, hvor nordjyderne lejede FCM-talentet Isaac Oliseh.

Og det gode samarbejde har endnu engang resulteret i en lejeaftale, som betyder, at Oliseh også i efterårssæsonen tørner ud for Thisted FC.

- Vi har et godt samarbejde med Thisted FC, som er en del af FCM Klubsamarbejdet. Derfor er vi også glade for, at vi igen i efterårssæsonen er blevet enige om en lejeaftale, så Isaac kan få græs under fødderne. Han fik værdifuld erfaring og spilletid under sit ophold i foråret, og vi er sikre på, at det er det bedste for hans udvikling at spille efteråret i Thisted, hvor der forhåbentlig venter ham en masse kampe, siger sportsdirektør Claus Steinlein.

Den unge nigerianer har haft hård konkurrence hos ulvene, og FC Midtjyllands A+ træner Lars Friis mener, at Isaac Oliseh og Thisted FC er et godt match.

- Isaac var rigtig glad for at være hos Thisted FC i foråret. Samtidig var de rigtig godt tilfredse med ham, så det er godt for hans udvikling, at han kan fortsætte med at spille førsteholdsfodbold i Thisted FC, fortæller Lars Friis.

Isaac Oliseh kom til FC Midtjylland fra den nigerianske samarbejdsklub FC Ebedei, og han har hurtigt vænnet sig til livet i Danmark. Han blev således hurtigt integreret i klubben.

-  Isaac er en rigtig god fyr, som virkelig har taget den danske kultur til sig. Han er let at omgås, og han træner rigtig godt. Vi håber derfor, at han kan fortsætte sin udvikling hos Thisted FC og ønsker ham alt det bedste, siger Lars Friis.

Hovedpersonen ærgrer sig over at skulle forlade FC Midtjylland, men er samtidig glad for at få chancen for at udvikle sig i det nordjyske.

- Jeg er rigtig glad for at komme til en god klub, hvor jeg kan få en masse spilletid. Det betyder, at jeg kan udvikle mig endnu mere som spiller, og det er rigtig dejligt, siger Isaac Oliseh og fortæller, at han har haft en god tid i FC Midtjylland, hvor han har lært en masse.

- Min tid hos FC Midtjylland har været rigtig god. Jeg har lært at spille en ny rolle på banen. Noget som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville komme til. Det betyder, at jeg nu er en mere alsidig spiller, siger Isaac Oliseh.

Isaac Oliseh kan allerede få spilletid for sin nye klub i aften, når Thisted FC møder Lindholm IF i DBU Pokalen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox