27.08.2014, 12:04 | Af: Administrator

Janssen ude mod Panathinaikos

Tim Janssen var tiltænkt en startplads i morgendagens returkamp mod Panathinaikos, men måtte udgå fra dagens afsluttende træning med en skade.

Med Morten 'Duncan' Rasmussen ude var hollandske Tim Janssen kørt i position til en startplads i torsdagens returkamp mod Panathinaikos. Men den uheldige angriber måtte udgå fra dagens træning med en skade i læggen.

Det betyder, at han ikke bliver aktuel til morgendagens opgør, fortæller cheftræner Glen Riddersholm.

- Det er en hård skæbne for Tim. Det var planen, at han skulle være med fra start, men han måtte trække sig fra dagens træning med lægproblemer. Tim havde selvfølgelig set frem til muligheden, og nu er der igen en ærgerlig skade, som ødelægger det for ham. Det gør ondt at se at se ham få endnu en skuffelse, siger Riddersholm.

Den uheldige hollænder, der gik glip af en stor del af opstarten med en ankelskade, er dermed tilføjet skadeslisten, som i forvejen tæller rutinerede kræfter anfører Kristian Bach Bak, Morten 'Duncan' Rasmussen, Eyjolfur Hedinsson og Oluwafemi Ajilore.

- Det er spillere med den erfaring, som vi kan se, vi manglede i det første opgør. Men nu er der andre spillere, der må træde i karakter, siger Glen Riddersholm.

Der er kick-off mod Panathinaikos torsdag aften klokken 20.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox