11.08.2014, 14:21 | Af: Administrator

Mads Pedersen skifter til Sandefjord

Den 21-årige midtbanespiller har skrevet kontrakt med et af topholdene i den næstbedste norske række Sandefjord. Pedersen har fået to og et halv år hos den norske klub.

Der venter Mads Pedersen et nyt spændende kapitel i fodboldtilværelsen, når han skal prøve kræfter med den næstbedste norske række, hvor han de kommende to og et halvt år tørner ud fra Sandefjord, der har den tidligere norske landsholdsspiller Lars Bohinen som cheftræner.

Hård konkurrence om midtbanepladserne i FC Midtjylland har betydet, at Mads Pedersen har haft svært ved at tilkæmpe sig spilleminutter, og i sidste sæson var han lejet ud til Lyngby Boldklub.

Derfor er parterne blevet enige om at ophæve kontrakten, og i stedet skal den venstrebenede playmaker tørne ud for de øjeblikkelige nummer to i den norske 1. division Sandefjord.

- Mads er en rigtig dygtig spiller, som virkelig fortjener at få chancen i Norge. Han har brug for noget førsteholdsfodbold, og derfor vil vi rigtig gerne give Mads den mulighed, fortæller FC Midtjyllands A+ træner Lars Friis.

Han spår Mads Pedersen gode muligheder for at slå igennem i Norge efter et godt år på leje i Lyngby Bolklub.

- Mads er teknisk rigtig dygtig og dermed en god spilfordeler. Derudover er han superdedikeret og træner godt. Vi har været glade for at have Mads i FC Midtjylland og ønsker ham alt mulig held og lykke og håber virkelig, at han får succes i Norge, slutter Friis.

Glæder sig til nye udfordringer
Mads Pedersen kom allerede som 15-årig til FC Midtjyllands fodboldakademi fra lollandske Nakskov. Siden blev han en vigtig del af FC Midtjyllands bedste ungdomshold, ligesom han var en profil for de danske ungdomslandshold fra U16 til U20.

Pedersen fik sin superligadebut, da han i april måned 2012 blev indskiftet imod Silkeborg. Samme år kom Pedersen også i fint selskab, da han blev kåret til årets akademispiller. En hæder som store navne som Simon Kjær, Victor Fischer og Mads Albæk tidligere har fået.

Om skiftet til norske Sandefjord fortæller Pedersen selv, at han er glad for at få chancen i en meget spændende klub. Det er dog samtidig specielt at sige farvel til ulveflokken efter mange år.

Jeg har været rigtig glad for at være i FC Midtjylland. Jeg har fået den bedste fodboldopdragelse, man kan få, og det vil jeg gerne sige tak for. Tiden på Akademiet var fantastisk, og det har formet mig meget, siger Pedersen.

Nu er det til tid at prøve noget nyt for Mads Pedersen, og han glæder sig til at komme til en spændende klub med store ambitioner.

- Det er en topprofessionel klub, som sigter imod Tippeligaen. Efter at have set forholdene nogle gange har jeg sagtens kunne se mig i selv i klubben. Det bliver en meget spændende udfordring, og det er selvfølgelig også en oplevelse at prøve at spille i et andet land, slutter Mads Pedersen.

Mads Pedersen er noteret for ni førsteholdskampe i FC Midtjylland og 40 ungdomslandskampe.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox