16.08.2014, 09:43 | Af: Administrator

Oliver Korch udlejes til Hobro IK

FC Midtjyllands unge målmandtalent Oliver Korch udlejes til Hobro IK. Korch, der fortsat har sin superligadebut til gode, håber at kunne lære en masse hos superligaoprykkerne.

Hård kamp om pladsen i det midtjyske mål har betydet ,at Oliver Korch har manglet kamptræning i det seneste år.

Den talentfulde målmand har derfor fået muligheden for at prøve sig af i en anden superligaklub. Hobro IK, som FC Midtjylland som bekendt tidligere har udlejet spillere til, er klubben, hvor Oliver Korch i det næste års tid skal kæmpe om pladsen i målet.

- Det er en god mulighed for mig for at vise, at jeg er en god målmand. Jeg skal forhåbentlig op og lære en masse i Hobro, og så skal jeg igennem hårdt arbejde kæmpe for at komme ind omkring holdet, siger Oliver Korch.

Målmandstræner hos FC Midtjylland, Henrik Ipsen, mener, at lejeaftalen med Hobro er en god mulighed for den unge målmand.

- Oliver er et teknisk dygtig målmand, som er godt skolet. Han har i sin tid på Akademiet samt på diverse U-landshold vist, at han kan være kampafgørende. Det kan være godt for ham at prøve at opleve et nyt miljø i Hobro, og det kan forhåbentlig udvikle ham både spillemæssigt og som menneske, siger Henrik Ipsen.

- I FC Midtjylland er der rigtig hård konkurrence, og Oliver  trænger til at vise sit talent frem, og det giver Hobro ham mulighed for, siger Ipsen.

Lejeaftalen løber for resten af sæsonen. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox