12.08.2014, 08:03 | Af: Administrator

U19-holdet satte samarbejdet på prøve

U19-holdet havde som optakt til sæsonstarten i weekenden, valgt at arrangere en dag med et vigtigt fokus: Samarbejde! 

U19-holdet startede i weekenden ud som lyn og torden, da man slog AaB med 4-0 på udebane.
I optakten til kampen fik U19-spillerne blandt andet til opgave, at lave samarbejdsøvelser, som umiddelbart er meget forskellige fra den daglige gang på træningsbanen.

Coach og mentaltræner hos FC Midtjylland, Rene Petersen, forklarer at projektet omkring kommunikation, er en løbende proces, som er vigtig for spillernes udvikling.

 - Det er et projekt, som har kørt over de sidste par år. Vi har blandt andet lavet adfærdsprofiler på spillerne, så vi lærer hinanden, men også os selv bedre at kende. Spillerne og trænerne er meget seriøse omkring det, også fordi vi kan se, at det virker på fodboldbanen, fortæller Rene Petersen.

Spillernes evne til at kommunikere blev sat på prøve, blandt andet da de skulle have bind for øjnene i en forhindringsbane. Her var det afgørende, hvordan spillerne formåede, at give og tage vejledning under øvelsen.

  - Øvelserne udfordrer spillerne på et anderledes niveau. Men ligesom det er vigtigt, at træne din sparketeknik eller dit hovedspil, så er evnen til at kommunikere og samarbejde, også noget der skal vedligeholdes, uddyber Rene Petersen.

Kan overføres til banen

Selvom U19-spillerne efterhånden er vant til, at mental- og kommunikationstræning er en del af hverdagen, så er der fortsat masser af udviklingspotentiale på området. U19-angriber Ramjavarkar Yogathas mener sagtens, at kommunikationstræningen kan overføres til fodboldbanen.

  - Turneringen er ved at gå i gang, og vi træner sjældent hele truppen sammen. Derfor er det vigtigt at vi lærer hinanden at kende. Det handler om, at kende sin egen rolle, så man kan hjælpe holdet bedst muligt, forklarer Ramjavakar Yogathas.

For spillerne handler det om, at blive endnu skarpere på det mentale plan. Og U-19-angriberen mener, at kommunikationen kan afgøre fodboldkampe.

   - Hvis vi bliver rigtig gode til, at hjælpe hinanden på banen, så kan det være afgørende for os i turneringen. I en fodboldkamp går det lynhurtigt, og man skal reagere hurtigt, samtidig med at man skal være konkret og korrekt i sine meldinger, slutter Ramjavakar Yogathas.

U19-holdet får igen på lørdag mulighed for, at teste samarbejdet på banen, når AGF kommer på besøg i Ikast. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox