09.08.2014, 16:27 | Af: Administrator

U19 viste formatet i Aalborg

Fodbold på højt niveau og et hattrick af Duelund i 4-0 sejren over AaB

FCM U19 har henover sommeren fået tilgang af en stribe af de bærende spillere fra det DM-vindende U17-hold, og har set rigtig stærke ud i opstartsfasen. Det indtryk blev bekræftet i lørdagens sæsonpremiere, hvor ulvene drog fra Aalborg med en 4-0 sejr i bagagen.

Efter en livlig første halv time med gode muligheder til begge mandskaber, var det FCM, der tog teten. En lang diagonal-bold fra Rasmus Lauritsen gav en to-mod-to situation på AaB's banehalvdel. Razak trak AaB-forsvarerne til sig, og så kunne Duelund gå selv. Med en behersket afslutning lagde han bolden op i det modsatte målhjørne.

Inden AaB havde nået at sunde sig, faldt 2-0 målet. Razak modtog bolden ude i den ene side ud for AaB's felt, snoede sig ind mellem to modspillere og lagde bolden ind til Duelund, der prikkede tværafleveringen i kassen tæt inde under mål. Fænomenalt forarbejde af Razak i situationen.

AaB var tydeligt groggy, og kort efter var det tæt på, at kampen blev definitivt punkteret. En AaB-forsvarer modtog bolden med front mod eget mål, og nåede ikke at opdage at Rasmus Nissen kom fra den blinde vinkel, før FCM'eren havde snuppet bolden fra ham. Desværre strøg Nissens afslutning snert forbi mål.

I første halvlegs overtid sparkede Duelund et hjørnespark lige ind hovedet på Jonas Gemmer. FCM-anføreren fik masser af kraft i sit hovedstød, men bolden smældede mod stolpen og sprang ud af AaB-feltet.

Hattrick på elleve minutter
Tre minutter efter pausen gik den dog ikke længere for værterne. Helt nede ved baglinjen driblede Razak sig på ny igennem, og igen var Duelund løbet i position inde i feltet, hvor han fuldbyrdede sit hattrick.

3-0 scoringen fik kampen til at gå lidt nede i kadence. FCM U19 trak sig lidt længere tilbage på banen, og AaB havde svært ved at komme frem til noget.

Med fem minutter tilbage på uret var indskiftede Mikkel Frankoch tæt på at gøre det til 4-0, men hans dykkende skud tog overliggeren, og sprang ud i feltet, hvor Jeppe Solgaard var lige ved at sparke riposten i mål.

Kort efter faldt 4-0 da også, da Anders Hagelskjær sparkede et frispark ind i feltet. Her steg Razak op, og dirigerede bolden i en blød bue over i det fjerneste hjørne.

- Jeg kan altid finde en lille ting, vi kunne have gjort bedre, men i dag skal vi bare rigtig glade og tilfredse med vores spil. Bagkæden står godt, vi stresser AaB og er selv gode på bolden. En rigtig stærk præstation af samtlige spillere, lød det fra en glad Kenneth Andersen.

FCM U19 skal forsøge at følge op på sejren førstkommende lørdag, hvor AGF kommer på besøg. Der er kampstart kl. 15.15 på Wunderelf Arena i Ikast.

AaB U19 - FC Midtjylland U19 4-0 (2-0)
37' 1-0 Mikkel Duelund (assist Rasmus Lauritsen)
39' 2-0 Mikkel Duelund (assist Razak Adebayo Odeyemi)
48´ 3-0 Mikkel Duelund (assist Razak Adebayo Odeyemi)
86' 4-0 Razak Adebayo Odeyemi (assist Anders Hagelskjær)

Opstilling: Rasmus Bach - Anders Hagelskjær, Rasmus Lauritsen, Andreas Hermansen, Alexander Munksgaard - Gloire Rutikanga (76' Mikkel Frankoch), Jonas Gemmer, Mikkel Duelund (72' Simon Sterring) - Rasmus Nissen, Razak Adebayo Odeyemi, David Akintola (80' Jeppe Solgaard)

Billede: JPS Photo 2014

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox