05.09.2014, 05:57 | Af: Administrator

En ny verden åbner sig med ZXY

FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein ser positivt på tilkoblingen af teknologisystemet ZXY. Han glæder sig over, at FC Midtjylland som den første danske klub er udstyret med det innovative system. 

FC Midtjylland har siden klubbens oprindelse i 1999 ønsket at fremstå som nytænkende og udviklende. Og nu er endnu et skridt taget imod netop den målsætning.

Klubben offentliggjorde nemlig i dag, at man i samarbejde med ChyronHego og Aarhus Universitet sikrer sig det unikke datasystem ZXY.

Systemet er i øjeblikket at finde hos få europæiske klubber. Her har man blandt andet haft succes med at reducere skadesniveauet betydeligt, og det er noget af det, som FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein håber, at systemet kan bidrage med.

- Hvis vi kan bringe skadesniveauet ned, samtidig med at vi kan optimere spillernes præstationer endnu mere, så er vi nået langt. Det kan give vores trænere og den fysiske stab bedre forudsætninger, så de kan bruge deres ekspertise bedst muligt, fortæller Steinlein.

- Det er et omfattende projekt og en stor investering. Vi ønsker hos FC Midtjylland altid at tænke ud af boksen og forbedre os på alle parametre. Det er derfor i tråd med FC Midtjyllands DNA, at vi investerer i dette system, uddyber sportsdirektøren.

Talentudviklingen styrkes

Det avancerede system kan blandt andet måle fysisk maxkapacitet og krav i henhold til belastningen hos spillerne.

Ansvarlig for ZXY-systemet hos FC Midtjylland er Mads Bendixen, som tidligere har arbejdet flere år med systemet i norske Tromsø. Han fortæller hvilke konkrete muligheder, systemet åbner op for.

- Med ZXY-systemet får vi bedre forudsætninger for at dosere hver enkelt spiller. Vi kan håndtere spillernes belastning på et helt nyt niveau, samtidig med at vi rent taktisk kan sikre, at spillerne løber både det rigtige antal meter og de rigtige steder hen, fortæller Mads Bendixen, som samtidig minder om at implementeringen af systemet også gavner det omfattende talentarbejde.

- De unge talenter får mulighed for at vide, hvordan de ligger i forhold til at være klar til superligafodbold. Det betyder, at vi konstant kan sammenligne ungdoms- og seniorspillerne og dermed give både trænere og spillerne de bedste forudsætninger for at tage de næste skridt.

Foruden de tekniske og fysiske muligheder giver ZXY-systemet en mere præcis taktisk indsigt for trænerne.

- Samarbejdet med Aarhus Universitet muliggør, at systemet også giver indblik i de forskellige led på banen. Fx vil trænerne i langt højere grad kunne undersøge, om vi står kompakt og korrekt på banen ved at se, hvor langt kæderne står fra hinanden på banen. Det er blot en af de utallige facetter, ZXY-systemet kan give os, slutter Mads Bendixen.

Systemet vil blive installeret både på MCH Arena og Wunderelf Arena i Ikast, hvilket sikrer, at det både er brugbart i kamp og træning. 

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox