05.09.2014, 05:56 | Af: Administrator

FC Midtjylland investerer millioner i unikt testsystem

Som den første danske fodboldklub sikrer superligaklubben FC Midtjylland sig det anerkendte testsystem ZXY, der åbner hidtil usete muligheder. Kendskab til unikke fysiske data og større indsigt for tilskuerne er nogle af de nye muligheder, systemet giver.

 

FC Midtjylland har i samarbejde med Sektion for Idræt på Aarhus Universitet investeret op mod ti millioner kroner i ZXY-systemet. Det højteknologiske system giver blandt andet mulighed for at klarlægge spillernes løbemønstre, belastning, boldomgang og meget mere.

Det nye testsystem stemmer godt overens med FC Midtjyllands nye engelske ejerskab, som har en nytænkende og mere videnskabelige tilgang til fodbold.

Systemet kan aflæse fysiske maxkapaciteter med henblik på reduktion i skadesfrekvensen, give hidtil uset viden om spillernes fysiske formåen og meget mere. Bestyrelsesformand i FC Midtjylland Johnny Rune ser et stort potentiale i det nye system og er stolt over, at klubben som en af kun få i Europa nu får adgang til de nye muligheder.

- Teknologien vinder i stadig højere grad indpas i sporten, og ZXY-systemet giver os endnu bedre muligheder for at optimere vores sportslige forhold. Vores trænere får et endnu mere præcist kendskab til spillernes aktivitet, og det kan give en konkurrencefordel, som kan være afgørende.

- Det er samtidig et system, der er ideelt til udviklingen af vores talenter. Vi er glade for, at samarbejdet med Aarhus Universitet og ZXY har muliggjort projektet, siger Johnny Rune og minder om de kommercielle muligheder ved systemet.

- Vi kan leje systemet ud til forskellige arrangementer. Det kan være fodboldklubber, som vil testes på en træningslejr eller helt andre formål. Der ligger kommercielle muligheder, som vi skal udnytte bedst muligt, forklarer Rune.

Indsigt for tilskuerne

Kun ganske få klubber råder i dag over systemet. Blandt dem er nogle af de største europæiske klubber. Det er med andre ord en fornem klub, FC Midtjylland bliver en del af.

Også ZXY, ejet af amerikanske ChryonHego, er glade for, at samarbejdet er kommet i hus. Repræsentant for ChyronHego, Tom Matthiesen, peger ligesom Johnny Rune på, at systemet åbner nye kommercielle døre og nævner tilskuerne som et centralt element.

- Systemet leverer talrige personlige data på spillerne. På sig kan det også give helt nye interaktionsmuligheder for specielt fans, men også andre samarbejdspartnere omkring klubben. Så kommercielt er der ligeledes et stort og uopdyrket marked. Vi er glade for, at FC Midtjylland har købt systemet. Det er en tidssvarende klub, som hele tiden ønsker at gå nye veje og se sig selv i den bedste udgave. Det stemmer godt overens med samarbejdet, fortæller Tom Matthiesen.

Systemet installeres på både MCH Arena og Wunderelf Arena i Ikast. På Sektion for Idræt på Aarhus Universitet arbejder en gruppe forskere omkring ZXY-projektet, og på den måde lægger instituttet mange forskningstimer i projektet. Det unikke system er i stand til at levere fysiske data direkte under både træning og kamp.

- Vi glæder os til samarbejdet. Det gør det muligt for os at forske i spilmønstre ved både at se på de enkelte spillere, grupper af spillere eller et helt hold. Det har ikke tidligere været muligt i så stor skala, fordi indsamlingen af data har været alt for tidskrævende, siger Thomas Bull, der er lektor på Sektion for Idræt på Aarhus Universitet.

Systemet installeres i løbet af efteråret og bliver for alvor taget i brug i begyndelsen af det nye år.

Om ZXY-systemet:

- ZXY-systemet er det til dato mest præcise datasystem

- Flere europæiske topklubber er blandt de få klubber, der ejer systemet. 

- Systemet giver mulighed for at læse spillernes fysiske performance, løbemønstre og afleveringsspil 

- Man kan følge enkelte spillere og får dermed et større kendskab til hver enkelt spiller.  

- Systemet installeres på både MCH Arena i Herning og Wunderelf Arena i Ikast.

 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox