30.09.2014, 13:22 | Af: Administrator

Genvandt selvtilliden i Hobro

En tid med hård konkurrence i FC Midtjylland førte i sidste sæson til en udlejning af Jesper Lauridsen. Klubben blev den daværende 1. divisionsklub Hobro, og det viste sig hurtigt, at den offensive venstreback og de ydmyge rammer ved Mariager fjord var det helt rigtige match.

Jesper Juelsgård var i mange sæsoner en profil for FC Midtjylland i Superligaen. Spjald-drengen sad tungt på venstreback-positionen, hvor han også flere gange var omkring det danske A-landshold. Da en anden Jesper, nemlig den to år yngre Lauridsen, blev rykket op i Superligatruppen, stod han derfor i skyggen af den efterhånden erfarne Juelsgård.

Efter et lejeophold i Hobro og et salg til den franske Le Championnat-klub Evian er Spjald byttet ud med Lind på den midtjyske venstreback. Juelsgård fik muligheden for at prøve kræfter i en stor udenlandsk liga, og Lauridsen vendte hjem til Heden efter en sæson som fast mand og med en overraskende oprykning oveni hatten.

- Det var et fantastisk år i Hobro. I starten var jeg lidt skeptisk, specielt fordi jeg virkelig ønskede at slå igennem i FCM. Jeg tænkte: Bliver Juelsgård solgt? Jeg vidste, at jeg skulle præstere deroppe for at få chancen i Midtjylland. Heldigvis var det det helt rigtige for mig, fortæller Jesper Lauridsen.

- Der gik mange tanker igennem hovedet på mig i den tid. Hvis man ikke slår igennem i 1. division, så får man heller ikke chancen højere oppe. Jeg tog helt klart en chance ved at skifte til en langt mindre klub, og det udviklede mig helt vildt både sportsligt og menneskeligt, fordi jeg fik kontinuerlig spilletid og oplevede en anden hverdag.

Fik selvtilliden tilbage
Den nu 23-årige venstreback beskriver sig selv som en mere usikker person inden skiftet til Hobro. En masse spilletid og stor tillid fra Hobro-træner Joas Dal betød, at Lauridsen blomstrede op i det himmerlandske.

- Jeg var lidt skrøbelig, da jeg kom derop. Jeg kendte et par stykker fra FC Midtjylland, men det var et helt nyt miljø for mig. Jeg fik nogle nye øjne på mig, og det var helt sikkert vigtigt at få noget luftforandring. Jonas (Dal, red.) kendte mig i forvejen, og han troede på mig som spiller. Det betød, at jeg voksede rigtig meget, og jeg genvandt min selvtillid, siger Lauridsen.

30 kampe i sæsonen og dermed en stor medvirken til Hobros oprykning blev det til i den blå/gule trøje. På fredag vender Lauridsen for en stund tilbage til Danmarks 57. største by, når FC Midtjylland skal forsøge at hente sæsonens ottende sejr.

- Da vi fik kampprogrammet, tjekkede jeg med det samme, hvornår vi skulle møde Hobro. Jeg glæder mig helt vildt til mødet, og det er selvfølgelig ikke en helt almindelig kamp for mig. Man vil ikke tabe duellerne til sine tidligere medspillere, og så vil jeg rigtig gerne have håneretten over dem, fastslår Lauridsen med et smil.

- Det er selvfølgelig en fordel, at jeg kender så meget til dem. Jeg kender spillerne og nogle af de taktiske ting, de arbejder med. Men når man først står på banen, betyder det ikke det store. Vi ved, at vi skal være der 100 procent i duellerne, for de er både hårde, kloge og ekstremt kyniske.

En fordel med ydmyge rammer
Det overrasker indlægs-specialisten, at Hobro har sprudlet så meget i sæsonens indledning. Han er dog ikke i tvivl om, at den store skeptisk inden sæsonen har gavnet Hobro-holdet.

- Alle har dømt dem ude på forhånd, og det har betydet, at de har spillet helt uden pres. Samtidig tror jeg, at de har en stor fordel i, at deres faciliteter er så ydmyge, så udeholdene ikke helt har den samme motivation, siger Jesper Lauridsen, som ikke er i tvivl om, hvor Hobro-holdets styrker ligger.

- De kender deres begrænsninger, og de har et utroligt sammenhold. Jeg udviklede mig selv meget på det område deroppe. Jeg lærte i hvert fald, at hvis holdet fungerer, så er der også bedre muligheder for, at de individuelle færdigheder kommer til udtryk, slutter Jesper Lauridsen.

Om Lauridsen vinder håneretten mod sine tidligere holdkammerater, får vi at se på fredag, når der fløjtes op til topkamp klokken 18.30 på DS Arena i Hobro. I Hobro-truppen er der de tidligere FCM-spillere Jesper Bøge, Rasmus Lynge Christensen, topscorer Mads Hvilsom samt den udlejede målmand Oliver Korch.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox