12.09.2014, 18:30 | Af: Administrator

Hattrick-Sly sænkede OB i overtiden

Et overtidsstraffe begået på Ureña gav FCM tre point mod OB.

Det lignede en kedelig 2-2’er, måske ikke helt ufortjent, i en kamp, som FC Midtjylland egentlig havde fornuftigt styr på. Men OB’erne åd sig ind i opgøret, og et par personlige fejl kostede en uafgjort. Indtil dybt, dybt inde i Michael Johansens tre minutters overtid. Men det vender vi tilbage til.

Gæsterne satte sig på kampen i indledningen, men de striwede formåede aldrig at blive farlige. Det gjorde FC Midtjylland faktisk heller ikke over for en solid OB-defensiv, så vi springer helt frem til kort før pausen. Her tog Sylvester Igboun sagen i egen hånd og bragede bolden ind ude fra til en midtjysk pauseføring.

Og umiddelbart lignede det en tidlig næsten-afgørelse, da Sylvester Igboun fandt Rilwan Hassan tæt under mål straks inde i anden halvleg. Men den vævre nigerianer sendte på forunderlig vis læderet over.

Afbrænderen blev ekstra slem, da bolden umiddelbart efter lå i nettet i den anden ende. Ari Skulason slog et frispark ind over til Kasper Larsen, der via ryggen på en medspiller fuldstændig snød Jakob Haugaard. 1-1.

Resolut gensvar
Men heldigvis blev det rettet op blot minuttet efter, og opskriften var præcis den samme – bare udført af hjemmeholdet. Jesper Lauridsen smed bolden i panden på Sylvester Igboun, der kraftfuldt headede sin anden scoring og endnu en FCM-føring ind bag Emil Ousager.

VM-spiller på måljagt
3-1-scoringen og en endelig afgørelse skulle stadig jagtes, hvilket sendte Marco Ureña i aktion i stedet for Marco Larsen efter en god time. Costaricaneren viste fine prøver på sin hurtighed, men skarpheden mangler fortsat lidt. Alligevel skulle han blive ganske afgørende til slut.

Dyre, personlige fejl
Det lignede umiddelbart, at værterne havde styr på kampen, men de personlige fejl kan være svære at gardere sig imod. Jim Larsen fejlede fuldstændigt sin markering på netop indskiftede Vladimir Dvalishvili, mens Jakob Haugaard var for langt ude af sit mål. Så kunne georgieren med lidt snilde snige bolden ind til 2-2 med en lang tå.

Langhåret leje-svensker med overblik
Med tyve minutter tilbage skulle FCM nu på ny jagte, og det bragte også Kristoffer Olsson i spil i slutfasen. Svenskeren nåede at vise prøver på en fin spilforståelse, men det var en anden nytilkommen ulv, der blev afgørende til allersidst.

Drama
Med tre minutters tillægstid havde flere rejst sig fra de røde sæder på MCH Arena, men de kom ikke langt – kun op i luften måske. For Marco Ureña stak dybt i feltets højreside og blev tilkendt et – måske tvivlsomt - straffespark efter en duel med Mohamed Diarra.

Og, ja, slutningen kan jo nok ikke overraske længere. Sylvester Igboun sparkede sit tredje straffe for FCM i denne sæson, og offensivspilleren fuldendte altså sit hattrick med en kølig scoring til 3-2 og tre point til FC Midtjylland. Med de tre point har holdet nu seks ud af syv mulige sejre i Superliga-sæsonen.

Stærk fanhyldest
Kampens måske bedste detalje kom efter slutfløjtet – og, nej, den involverede ikke en rød plastikstol. Det var til gengæld den fantastiske hyldest, som spillerne modtog efter den sene sejr. Den varede så længe, at spillerne og trænerteamet måtte gå fra omklædningsrummet og endnu engang tage turen ned til Unibet-tribunen for at blive hyldet for anden gang. Stærkt af de midtjyske drenge på lægterne!

(Billedet: Sylvester Igboun fejrer sin scoring til 1-0 kort før pausen. Foto: Kaj B. Kristensen, FOTOØJET.dk)

 

Kampfakta:

Superligaen, runde 7:
FC Midtjylland – Odense Boldklub

42' 1-0 Sylvester Igboun
55’ 1-1 Kasper Larsen
56’ 2-1 Sylvester Igboun
70’ 2-2 Vladimir Dvalishvili
90’+ 3-2 Sylvester Igboun (st)

Advarsler:
15’ Emil Larsen, OB
90’+ Mohamed Diarra, OB

Holdopstillinger (Udskiftninger):
FCM:
14 Jakob Haugaard, 3 Tim Sparv, 6 Jim Larsen, 7 Jakob Poulsen, 15 Jesper Lauridsen, 19 Marco Larsen (62’ Marco Ureña), 26 Patrick Banggaard, 27 Pione Sisto (78’ Kristoffer Olsson), 28 André Rømer, 36 Rilwan Hassan (85’ Erik Sviatchenko), 44 Sylvester Igboun.
Bænk: 1 Lasse Heinze, 11 Marco Ureña, 17 Kristoffer Olsson, 18 Erik Sviatchenko, 35 Frederik Møller, 40 Musefiu Ashiru, 43 Izunna Uzochukwu.

OB: 1 Emil Ousager, 2 Mikkel Kirkeskov, 3 Kasper Larsen, 5 Lasse Nielsen, 7 Emil Larsen (86’ Mohamed Diarra), 8 Martin Spelmann, 15 Lasse Kryger (66’ Vladimir Dvalishvili), 18 Azer Busuladzic (58’ Jacob Schoop), 19 Mikkel Desler, 22 Ari Skulason, 23 Thomas Mikkelsen.
Bænk: 27 Casper Radza, 6 Mohamed Diarra, 10 Darko Bodul, 11 Lucas Jensen, 13 Vladimir Dvalishvili, 16 Jacob Schoop, 21 Mathias Greve.

Dommer:
Michael Johansen

Tilskuere:
7.505

Kampens FCM-spiller:
Sylvester Igboun

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox