08.09.2014, 18:45 | Af: Administrator

Reserverne tabte til kynisk Esbjerg-hold

Esbjerg stillede op med flere rutinerede Superliga-spillere og sejrede i Ikast med 2-1 over FC Midtjyllands reserver. Oluwafemi Ajilore gjorde comeback med 45 minutter. 

FC Midtjyllands reserveligahold skulle mandag eftermiddag forsøge at følge op på den flotte 4-0 sejr i sidste uge i Esbjerg. Modstanderen var igen Esbjerg som denne gang kom til Ikast.

Udeholdet stillede op med flere velkendte navne. Mest iøjnefaldende Mick Van Buren, Casper Nielsen og Mads Lyng.

Hos ulvene gjorde Oluwafemi Ajilore comeback efter længere tids skadespause.

Første halvleg forløb meget lige, hvor begge hold forsøgte at finde hullerne hos modstandere. FC Midtjylland tilspillede sig to kæmpechancer ved David Akintola og Musefiu Ashiru, men begge gange fik Esbjerg-keeperen afværget situationen.

I stedet var det Esbjerg der kunne bringe sig i front efter 17 minutters spil. En fejl i FCM-defensiven gav Mick Van Buren en friløber. Hollænderen eksekverede stensikkert efter at have afdriblet en chanceløs Lasse Heinze i målet.

Stillingen var derfor 1-0 til gæsterne ved pausen.

Kort efter pausen fik Mikkel Duelund en stor chance for at udligne Esbjerg-føringen, men den unge kreatør sparkede lige på målmanden. I stedet kunne Mick Van Buren endnu engang gøre det onde ved ulvene, da han syv minutter efter pausen straffede et koks hos FC Midtjylland. Endnu engang afdriblede Van Buren Lasse Heinze og gjorde det til stillingen 2-0.

Herefter blev det svært for FC Midtjylland at dirke Esbjerg-holdet op. Det var småt med chancerne, og udeholdet var tilfredse med 2-0-føringen. I det 74. minut kunne Paul Onuachu dog reducere, efter godt forarbejde a Musefiu Ashiru. Onuachu gled det flade indlæg i mål ved bagerste stolpe og sørgede derfor for spænding til det sidste.

På trods af god fight lykkedes det ikke midtjyderne at score igen, og Esbjerg kunne derfor rejste hjem med en 2-1-sejr i bagagen.

A+træner Lars Friis ærgrede sig efter kampen over, at FC Midtjylland ikke fik noget med fra dysten.

- Vi mødte et langt stærkere Esbjerg-hold end i sidste uge. Mange af spillerne var de samme, men de agerede meget dygtigere, og det blev derfor en sværere kamp for os. Alligevel har vi tre kæmpechancer, som vi selvfølgelig skal score på. Jeg synes godt vi kunne have fået i hvert fald et point i dag, men Esbjerg straffede vores fejl hårdt, fortæller Lars Friis og fortsætter.

- Det er en rigtig god læring, at vi skal score på vores chancer i de her kampe for at vinde. Vi bringer os selv i en vanskelig situation, fordi vi skal ud og jagte målene. Alle spillere leverede en flot arbejdsindsats og viste rigtig god indstilling kampen igennem. Vi viste, at vi vil vinde hver gang. Det lykkedes desværre ikke i dag, og det skal vi forsøge at revanchere næste gang, uddyber Friis.

Oluwafemi Ajilore spillede 45 minutter på den centrale midtbane for ulvene. Lars Friis var glad for at se nigerianeren tilbage i aktion.

- Det var dejligt at se ’Femi’ tilbage på banen. Det så fint ud, og det var hele tiden planen, at han kun skulle spille en halvleg. Efter kampen havde han det umiddelbart fint i kroppen, så det er rigtig positivt, slutter Lars Friis.

FC Midtjyllands reserver har nu seks point for tre kampe i reserveholdsturneringen. Næste opgave for holdet er på tirsdag i næste uge, når man får besøg af SønderjyskE.

Kampfakta:

FC Midtjylland II – Esbjerg II  1-2

17’ 0-1  Mick Van Buren
52’ 0-2  Mick Van Buren
74’ 1-2  Paul Onuachu

FCM Start-11:

Lasse Heinze, Rasmus Nissen, Andreas Hermansen, Erik Sviatchenko(60’ Rasmus Lauritsen), Frederik Møller, Oluwafemi Ajilore(45’ Mikkel Frankoch), Gloire Rutikanga(75’ Alexander Munksgaard), Mikkel Duelund, Musefiu Ashiru, David Akintola(75’Samuel), Marco Larsen(60’ Paul Onuachu).

 

 

 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox