12.09.2014, 22:35 | Af: Administrator

Riddersholm: Jagtede til sidste sekund

FCM-spillerne viste, at de ville vinde, mener cheftræneren.

De fleste midtjyder havde nok opgivet håbet om fuldt udbytte mod OB, da Michael Johansens tre overtidsminutter blev annonceret. Men selv om det spidsede til, jagtede de 11 ulve på banen fortsat den spinkle mulighed, og det gav pote til allersidst.

Den indskiftede debutant, Marco Ureña, stak i dybden, og efter en duel med ligeledes indskiftede Mohamed Diarra blev costaricaneren tilkendt et straffespark. Det lagde Sylvester Igboun stensikkert i nettet, og FCM sejrede med 3-2.

Særligt i første halvleg savnede Glen Riddersholm dog kvalitativ omsætning af de gode intentioner, sejren til trods.

- Jeg synes, vi har mange gode facetter i vores spil, men dét, der slører billedet, er, at vores tekniske niveau simpelt hen er for lavt i første halvleg. Mange af løbene og mange af intentionerne i spillet var gode, men kvaliteten på bolden var bare for dårlig, konstaterer Riddersholm.

- Og så må man også give kredit til OB, som kom friskt og frejdigt ud og fik sendt et signal om, at vi ikke skulle komme let til det.

Der er dog også pæne ord til FCM-drengene, der aldrig gav op.

- Vi afgiver to helt unødvendige mål i dag, men samlet set skal drengene jo have kredit for, at de viser, at de vil vinde, og at de bliver ved med at jagte det indtil sidste sekund. Det bliver nogle gange belønnet, og det var dejligt at få de marginaler over på vores side.  Dem synes jeg sørme, at vi har jagtet i noget tid, siger den midtjyske træner.

Se hele indslaget med Glen Riddersholm – fyldt med lækre stemningsbilleder – på FCM TV [klik her]

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox