18.09.2014, 07:01 | Af: Administrator

Stor succes med fredagsbaren på MCH Arena

Mere end 500 festglade unge mennesker mødte op til forfesten udenfor stadion i fredags. Det store fremmøde hjalp til at med fylde endetribunen godt ud, hvilket skabte en fantastisk stemning på stadion. 

Efter fredagens femte superligasejr på stribe var der naturligvis høj stemning blandt FC Midtjylland-fansene. Spillerne blev sunget hele vejen ud af stadion af mange trofaste fans på Unibet-tribunen.

Stemningen blev allerede grundlagt inden kampen, hvor Black Wolves og FC Midtjylland havde inviteret til studiefest foran MCH Arena. Billige fadøl og fodboldstemning var noget der tiltrak de unge mennesker, og mere end 500 var mødt op til forfesten. Samtidig skabte det en flot stemning på stadion, hvor Unibet-tribunen var godt proppet med syngende og heppende fans.

- Det er ekstremt positivt, at så mange studerende bakker op omkring arrangementet. Vi skal have så mange folk til fodbold som muligt, og når vi spiller fredag aften, så er det jo oplagt, at de unge mennesker kommer og støtter regionens hold, siger fankoordinator i FC Midtjylland, Michael Munch, som samtidig gør opmærksom på betydningen af interessen fra de lokale unge.

- Vi ønsker i FC Midtjylland altid at udvikle unge talenter og passionerede mennesker. Det gælder på fodboldbanen, men også på tilskuersiden. Derfor er det afgørende, at vi tiltrækker nye unge fans, som er med til at give stemningen et ekstra pift, fortæller Munch.

Også Black-Wolves-formanden er positiv overfor den unge opbakning før og under kampen. Han minder om, at fanklubben altid håber på at se nye ansigter.

- Det var superfedt, at se så mange mennesker herude i fredags. Der var også mange nye ansigter, og vi håber, at de fik smag på mere. De fik i hvert fald oplevet den fede stemning, både inden, under og efter kampen, siger formand for Black Wolves Peter Ross.

Aldersspredningen blandt tilskuerne på MCH Arena er stor. Formanden håber på, fortsat at kunne tillokke flere unge på stadion.

- Det betyder meget for os at få endnu flere unge på stadion. Arrangementet gav os mulighed for at komme i øjenhøjde med den unge målgruppe, og det er ikke typisk dem der fylder rammerne på stadion hos os, fortæller Ross, og slutter af med at rose arrangementet.

- Arrangementet var en kæmpe succes. Der kom endnu flere mennesker, end vi havde troet, og folk virkede til at hygge sig. Vi håber det smitter positivt af i fremtiden, fortæller Ross.

Næste gang de mange tilskuere får mulighed for at støtte ’hele regionens hold’ på hjemmebane, er når FC Vestsjælland besøger Heden. Det sker d. 28. september klokken 14.00.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox