31.01.2015, 17:36 | Af: Administrator

FCM U19 besejrede Holstein Kiel

Talenterne vandt relativt ubesværet over tyskerne, der blev slået med 5-0.

FCM U19 spillede årets tredje træningskamp, da holdet i Ikast besejrede Holstein Kiel med de komfortable cifre 5-0.

Sejren blev grundlagt i første halvleg, hvor Ulvene bragte sig foran 4-0, og generelt var det en kamp, hvor FCM U19 var fuldstændigt i kontrol.

Rasmus Nissen bragte FCM i front da han sparkede en returbold i nettet efter et hjørnespark fra Mikkel Frankoch. Selv samme Frankoch stod også for forarbejdet til målet til 2-0, da han afsluttede en omstilling med en flad centring ind til Simon Sterring, der lavede en nem "tap-in" scoring.

Sterring blev dobbelt målscorer, da han udnyttede et indlæg fra Rasmus Nissen til at bringe ulvene på 3-0, og inden halvlegen var omme, øgede Mads Vang til 4-0 da han modtog en stikning fra Alexander Nicolajsen, og sparkede bolden over i det lange hjørne.

Anderson lukkede
Trænerteamet foretog seks udskiftninger i pausen, og yderligere to et kvarter inde i anden halvleg, og det var med til at give en lidt rodet start på anden halvleg. Gradvist fandt FCM-spillerne dog ind i de etablerede kombinationer og løbemønstre, og det blev også til en enkelt scoring. Den stod Mikael Anderson for, efter at Razak brød igennem over højresiden, gik til baglinjen og servede bolden for U17-spilleren.

Træner Kenneth Andersen godkendte indsatsen, men indrømmede også, at han havde håbet på en lidt hårdere matchning. Gæsterne spillede mand-mand på boldens midte, og ni ud ti gange faldt duellerne ud til FCM U19's fordel, og det resulterede i en kamp, hvor FCM var meget på bolden, og sjældent blev bragt i ubalance.

- Vi har nogle gange følt, at vi skiller os lidt for hurtigt af med bolden, og derfor havde vi instrueret spillerne i bagkæden og vores seksere i, at de skulle holde fast i bolden og opsøge modstandernes presspil. Jeg synes de løser opgaven fint, men det var også en kamp, hvor vi fik lov til at se gode ud, udtalte cheftræneren efter opgøret.

FCM U19 var fortsat uden de skadede Sigurd Schøndorf, Erik Braun og Andreas Hermansen, mens Alexander Munksgaard havde fået et vrid i foden, og blev skånet.

FC Midtjylland U19 - Holstein Kiel U19 5-0 (4-0)
1-0 Rasmus Nissen
2-0 Simon Sterring (assist Mikkel Frankoch)
3-0 Simon Sterring (assist Rasmus Nissen)
4-0 Mads Vang (assist Alexander Nicolajsen)
5-0 Mikael Anderson (assist Razak Adebayo Odeyemi)

Opstilling: Rasmus Bach (46' Andreas Raahauge) - Rasmus Nissen, Rasmus Lauritsen (80' Jeppe Solgaard), Rasmus Nicolaisen (46' Kristian Dirks Riis), Jeppe Solgaard (46' Anders Hagelskjær) - Gloire Rutikanga (60' Michael Olusoji Ogungbaro), Alexander Nicolajsen (60' Montell Moore), Mikkel Frankoch - Mads Vang [FCM U17] (46' Mikael Anderson [FCM U17]), Mads Døhr Thychosen (46' Jákup Thomsen), Simon Sterring (46' Razak Adebayo Odeyemi)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox