15.01.2015, 17:00 | Af: Administrator

Olsson slipper for operation

Den uheldige svenske midtbanekreatør undgår en operation, men forventes fortsat ude i tre måneder.

Kristoffer Olsson kom uheldigt af sted allerede på det svenske ligalandsholds første træning i Abu Dhabi, og måtte skadet forlade den svenske træningslejr allerede dag efter ankomsten.

Efter at være kommet tilbage til FC Midtjylland har Olsson været igennem en MR-scanning, og den viser, at det brækkede lægben ikke kræver en operation.

- Vi var bekymrede for, om ledbåndet var beskadiget, men der er ikke noget at se, så derfor undgår Kristoffer en operation, fortæller fysioterapeut Nicklas Falkesgaard Pedersen.

- Nu skal han have en skinne på i seks uger, og derefter kan han begynde genoptræningen. Vi forventer fortsat, at han vil være ude i tre måneder.

Derfor tager Olsson hjem til familien i Sverige i nogle uger, men han er indstillet på at komme stærkt tilbage efter sin skade.

- Der findes aldrig et godt tidspunkt at blive skadet på, men heldigvis er der en måned, til turneringen går i gang, så i den periode misser jeg ingen kampe. Derudover er det dejligt, at jeg skal ikke opereres, siger Kristoffer Olsson.

- Jeg må være positiv, og nu handler det om at genoptræne godt, når jeg må det, så jeg kan komme stærkt tilbage, siger Olsson, der blev skadet i en soloaktion, da han efter et indlæg landede uheldigt.

Kristoffer Olsson blev i efteråret noteret for otte kampe for FC Midtjylland.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox