31.01.2015, 20:52 | Af: Administrator

Riddersholm: Blandet følelse

Det lignede længe en midtjysk sejr over Örebro, men svenskerne fik udlignet kort før tid.

Det blev 1-1 i den ordinære kamp mod Örebro, og så måtte der en straffesparkskonkurrence til at afgøre, hvem der skulle have det ekstra point, som en straffesparkssejr giver i Atlantic Cup. I den disciplin var svenskerne skarpest.

- Det er en blandet følelse, vi står med. I første halvleg er vi i god kontrol og har en god balance i holdet. Organisationen er fin både offensivt og defensivt, og vi scorer et fint mål, siger cheftræner Glen Riddersholm.

- Anden halvleg bliver mere rodet. Vi har nogle omstillingsmuligheder, hvor vi med mere skarphed kunne havde lukket kampen. Det er skuffende at se, at vi mister vores organisation. Vi ser lidt slidte ud de sidste ti minutter, og det er første gang, at mange af spillerne spiller 90 minutter, men omvendt er vi et hold, der er bedre end Örebro, så det er for dårligt, at vi ikke får et positivt resultat med os.

Kampen var dog en god første test på græs.

- Vi får en bekræftelse på, at når vi gør de ting, vi skal og spiller med den intensitet, det nærved og den vedholdenhed, der skal til, så er vi gode. Omvendt fik vi også en vigtig påmindelse om, at når vi ikke gør de ting, vi har aftalt og ikke gør tingene færdige, så er vi ikke bedre, end at et hold fra Örebro kan skabe et par chancer i anden halvleg og i slutfasen udligne, siger Riddersholm.

FC Midtjylland skal i aktion i gang på tirsdag, hvor modstanderen er tjekkiske Mladá Boleslav. Det opgør har kick-off klokken 21.00 dansk tid og kan ligeledes følges direkte på TV3 Sport.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox