24.01.2015, 14:20 | Af: Administrator

Sen testsejr over Randers

I lørdagens træningskamp gjorde to sene scoringer udfaldet, da FC Midtjylland slog Randers FC med 2-0. Onuachu og Duelund nettede.

Ligarivalerne fra det midtjyske og kronjyske testede lørdag middag på Wunderelf Arena, der var blevet ryddet for nattens tunge snedyne.

FCM stillede med to forskellige hold i de to halvlege, hvorfor der blev 45 minutter til unge spillere som Mikkel Frankoch, Musefiu Ashiru, Mikkel Duelund, Babajide David og Malte Kiilerich Hansen.

Jakob Haugaard og Lasse Heinze fik hver en halvleg i målet. Værd at nævne er det også, at Erik Sviatchenko var tilbage og fik en halvleg.

Mest iøjnefaldende i de første 45 minutter var Marcos Ureña, der flere gange viste prøver på sin enorme hurtighed. En enkelt gang var han også tæt ved scoring, men hans glidende afslutning blev blokeret. I pausen blev han erstattet af Paul Onuachu, der også skulle vise sig ganske iøjnefaldende, selv om han dog ikke altid lykkedes. Da FCM blev tildelt et straffespark midtvejs i anden halvleg, samlede den lange nigerianer resolut bolden op og tog sig af sparket. Han sendte dog kuglen langt over mål.

Onuachu skulle dog få revancheret sig lidt senere. 78 minutter inde i opgøret stod der fortsat 0-0, indtil den mere end to meter høje angriber sendte en returbold i kassen og bragte hjemmeholdet i front.

Med blot ét minut igen skulle det også blive 2-0. Midtjyderne fik på ny tildelt et straffespark, og denne gang var det den blot 17-årige Mikkel Duelund, der stensikkert lagde bolden modsat keeperen.

Det blev ved de 2-0 til FC Midtjylland, der dermed både vinder og holder nullet for anden testkamp i træk. Mandag kl. 14 tager holdet imod norske IK Start.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox