15.01.2015, 05:46 | Af: Administrator

Spillerne præsenteret på Griffin Park

Foruden en 1-0-sejr til Brentford over Rotherham fik FC Midtjyllands spillere sig også noget af en oplevelse på deres besøg på det legendariske Griffin Park, som byder på en pub på hvert hjørne.

På det sportslige område og på ledelsesniveau er der allerede erfaringsudvekslet mellem FC Midtjylland og klubbens engelske søsterklub Brentford FC.

I weekenden tog bekendtskabet så nye højder, da hele FC Midtjyllands spillertrup blev præsenteret på Griffin Park i pausen mellem Brentford og Rotherham.

FÅ PLADSGARANTI I FORÅRET - KØB SÆSONKORT >>

- Fansene havde kun hørt, at vi er fra Danmark og ligger nummer et i tabellen, men alligevel klappede de os rundt på banen fra det ene hjørne til det andet, fortæller Erik Sviatchenko.

Spillerne var i weekenden på en sociale tur til London, hvor de også besøgte Matthew Benhams firma Smartodds, ligesom det altså blev til en kamp på Brentfords legendariske hjemmebane, hvor de altså selv kom i fokus i pausen.

- Det var en flot gestus. Der var en god intim stemning på Griffin Park, og det var en sjov oplevelse, siger Sviatchenko.

I Brentford fortæller administrerende direktør Mark Devlin til klubbens hjemmeside, at det var naturligt for søsterklubben at præsentere de danske spillere for hjemmepublikummet.

- Da vi hørte, at spillerne fra FC Midtjylland ønskede at komme ind og se en Brentford-kamp på deres tur til England, var det naturligt for os at introducere dem for tilskuerne på et fyldt Griffin Park, fortæller Mark Devlin.

- Jeg er taknemmelig for den varme velkomst, de fik, og vi ønsker dem alt det bedste i jagten på titlen, siger den administrerende direktør videre.

I forbindelse med kampen blev Kristian Bach Bak, iført Brentford-halstørklæde, og Jakob Poulsen også interviewet til Brentfords TV-kanal. Du kan se det indslag her.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox