05.01.2015, 07:14 | Af: Administrator

Svensk landsholdskeeper til FCM

FC Midtjylland henter Johan Dahlin i tyrkisk fodbold.

Superligaklubben FC Midtjylland har skrevet kontrakt med den 28-årige svenske landsholdmålmand Johan Dahlin. Midtjyderne henter Dahlin i den tyrkiske Süper Lig klub Genclerbirligi på en tre og et halvt årig kontrakt.

- Vi henter Johan Dahlin med henblik på, at han skal være førstemålmand. Men pladsen er ikke reserveret til nogen, og vi forventer, at de øvrige målmænd i truppen tager kampen op. Så må en fair konkurrence i de kommende uger afgøre, hvem der sætter sig på pladsen, siger FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein.

Johan Dahlin skiftede for et år siden fra de svenske mestre Malmø FF til Ankara-klubben Genclerbirligi. men hensynet til familien og et ambitiøst fodboldprojekt i FC Midtjylland har lokket den erfarne målmand til at vende hjem til Skandinavien og nu altså FC Midtjylland.

- Det er et spændende projekt, jeg er blevet præsenteret for i FC Midtjylland. Klubben har ambitiøse målsætninger, som stemmer godt overens med mine egne. FCM sigter efter europæisk fodbold, og det gør jeg også, forklarer Johan Dahlin.

Den 191 centimer høje målmand fik sit gennembrud i norske Lyn, hvor han spillede sammen med Steven Lustü og den tidligere FCM-back Rasmus Daugaard, inden han i 2009 skiftede til Malmø FF, som han har repræsenteret mere end 100 gange og vundet to svenske mesterskaber med. 

- Jeg skal bidrage med ro og rutine. Jeg har prøvet kræfter med en større liga, og det giver rutine med alt, hvad det indebærer. Samtidig har jeg prøvet at vinde noget. Det er en stor tilfredsstillelse, og jeg vil gerne vinde noget med FC Midtjylland, siger Johan Dahlin.

Han har de seneste år har været en fast del af det svenske landshold, og det er også målet i fremtiden.

- Det er noget, jeg stræber efter, men nu fokuserer jeg på at gøre det så godt som muligt i FC Midtjylland og kæmpe mig til en plads på holdet. Det er førsteprioritet, og gør jeg det godt i FC Midtjylland, så kommer det andet også, siger Dahlin, som var på bænken i Sveriges seneste EM-kvalkamp mod Montenegro.

Johan Dahlin, der er noteret for 24 U21-landskampe, hvor han spillede sammen med Petter Anderson, og fire A-landskampe for Sverige, træner første gang med sine nye holdkammerater mandag den 12. januar.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox