29.10.2015, 13:25 | Af: Administrator

Blog: Derby!

Det er sjældent, jeg decideret udpensler forventningerne før en kamp, men lørdag må sejren ikke bare være forventelig - den må også være påkrævet

Jeg plejer på disse linjer gerne at trække en tråd tilbage til de foregående kampe for kort at ridse op, hvilken situation vi står i. Den tradition vil jeg dog se bort fra i denne omgang - hvorfor må folk selv udlede, men lad mit blot sende en stille bøn om, at vores skadessituation snart lysner bare en lille smule.

At have spillere som Andersson, Bach Bak, Sviatchenko, Dahlin, Pusic, Olsson, Jim Larsen, Rilwan og Ureña siddende udenfor ville nok tage pippet fra de fleste Superliga-mandskaber.

De ni spillere kunne samlet set udgøre et ualmindeligt slagkraftigt hold, men skader er desværre en del af gamet, så vi kan ikke gøre andet end at samle stumperne og kæmpe det bedste, vi har lært. Heldigvis venter Viborg FF på lørdag, hvilket bør være motivation nok til at glemme alt om ømme ben, små-skavanker og mental træthed.

Der er gennem tiden blevet skrevet meget om lokalopgørene mod de grønne. Det meste kredser sig om det rivaliseringsforhold, der er vokset frem siden vores stiftelse i 1999. Set udefra kan det virke underligt, at to byer uden de store fællestræk - udover den geografiske placering - ikke kan enes, da der sportsligt heller ikke har været det store at kæmpe om, dertil har vores dominans været for markant i de forgangne år. Så hvad er det, særligt de mest hardcore fans ikke kan lide ved hinanden?

Viborg har altid slået sig op som en historisk by, der vægter traditionerne højt og hylder deres domkirke - Herning er derimod kendt som en dynamisk by, hvor vi ikke skænker fortiden alt for mange tanker, hvis vi ser chancen for udvikling. Viborgenserne mener derudover, at vi har taget patent på et område, der ikke tilhører os, ved at vi blev døbt Midtjylland - at vi dertil har udraderet enhver konkurrence i det midt- og vestjyske område, har selvsagt heller ikke mildnet temperamenterne i Viborg.

Tilbage på bundlinjen står et betændt forhold mellem de to fangrupperinger, der ikke just er på julekort med hinanden. Det er dét indbyrdes forhold, der førhen har resulteret i uheldige episoder i Herning midtby, hvor politiet i flere tilfælde har været nødt til at lægge sig imellem de stridende parter. Senest, vi mødte VFF, opfordrede jeg alle til at opføre sig pænt, og den opfordring vil jeg naturligvis gerne gentage før lørdagens opgør!

Der er ingen tvivl om, at vi er storfavoritter i det opgør, der foregår på grønsværen. Det seneste nederlag til Viborg ligger mere end ti år tilbage, senest udbygget med den sikre 2-0 sejr tilbage fra første spillerunde i årets Alka Superliga - det betyder dog ikke, at en sejr på lørdag er givet på forhånd. Dertil er opgørets betydning alt for stor, hvilket ofte har det med at ophæve de forudsætninger, begge hold kommer til kampen med. Jeg ved, fansene i Stemningsområdet har lagt sig i selen for at skabe en værdig ramme til kampen, og mon ikke spillerne ønsker at betale lidt tilbage for den gode opbakning hidtil i sæsonen? Det er sjældent, jeg decideret udpensler forventningerne før en kamp, men lørdag må sejren ikke bare være forventelig - den må også være påkrævet. 

Vi har hidtil været igennem et fuldstændig forrykt efterår, der har budt på 23 kampe på rundt regnet 100 dage, hvilket er ved at sætte sine spor, som jeg indledte med. Det er ikke kun på banen, jeg så småt begynder at fornemme en lille snert af træthed - det har også bredt sig til tribunen, hvor folk har ofret rigtig meget tid og tilsvarende mange penge på at følge holdet rundt i ind- og udland. Jeg har den største respekt for de fans, der endnu holder skruen i vandet og giver holdet den bedst mulige opbakning, men samtidig må jeg også udtrykke forståelse for dem, der så småt er begyndt at prioritere mellem kampene. Skal vi finde lidt positivt, må det være, at vi kun mangler otte kampe i dette efterår - skal vi ikke give hinanden håndslag på, at vi kæmper os over målstregen, således vi kan gå på vinterpause med en god mavefornemmelse og tilsvarende gode forudsætninger for et godt forår? Lad os alle indlede jagten på en passende efterårsafslutning nu på lørdag, således vi kan genfinde momentum ovenpå et par ærgerlige resultater i de seneste kampe - og så endte jeg alligevel med at kommentere på dem...

Med håbet om en sejr i derbyet,
Peter Ross

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox