02.10.2015, 09:28 | Af: Administrator

Blog: Hvem er vores værste fjende?

Jeg vil i denne blog tillade mig at komme med et postulat, som de fleste nok blankt vil afvise

Som overskriften hentyder til, vil jeg vove pelsen og postulere, at vi er vores egen værste fjende. Vores værste fjende kan umuligt være os selv, vil mange mene - det må afgjort være Viborg, vil svaret nok nærmere lyde.

Efter den seneste hjemmekamp mod FC Nordsjælland er jeg dog blevet i tvivl. At opleve den matte stemning, der prægede MCH Arena, hvor end jeg bevægede mig hen, gjorde et massivt indtryk på mig.

Jeg forstår godt, FC Nordsjælland ikke var den mest ophidsende modstander at troppe op til, efter vi om torsdagen havde haft besøg af Legia Warszawa og hele UEFA-cirkusset. Det er lidt som at skulle møde på arbejde kl. 8.00 dagen efter en bytur - det er næsten umuligt at motivere sig selv til. Uanset hvor svært det end er, bliver det dog virkelighed yderligere fem gange i dette efterår - første gang er søndag aften, når AGF kigger forbi til ét af de største opgør i Jylland, uagtet at aarhusianerne igen-igen har taget kurs mod bunden af tabellen, så hvorfor ikke forberede os selv på det?

Tropper vi op på stadion uden gejst, vil vi unægteligt få en svær kamp. AGF kan godt spille fodbold, og deres fans kan også sagtens råbe højt - men vi skal ikke bare invitere dem ind med åbne arme og lade dem dominere på lægterne, som FC Nordsjælland fik lov til. Hvis jeg skal være lidt grov, var det lige før, de fire medrejste FCN-fans var mere markante i lydbilledet end de 8.000 øvrige tilskuere, hvilket naturligvis aldrig bør forekomme og slet ikke to kampe i streg. Derfor håber og forventer jeg, at hver og én, der agter at komme søndag aften, vil gøre sit for at bidrage til en stemning, der får vores elleve udvalgte til at glemme alt om trætte ben ovenpå torsdagens kamp i Brugge. Hvis ikke frygter jeg, vi igen vil opleve en tam stemning, der ikke vil inspirere spillerne til at levere mere end det forventede, hvilket i sidste ende kan hæmme vores chancer for et godt resultat - dét scenarie skal nødigt gentage sig løbende henover efteråret.

Det er i det perspektiv, mit ovenstående postulat skal læses. Hvis ikke vi kan omstille os fra Europa League til Alka Superligaen, kan det blive en ualmindelig lang efterårssæson både på og udenfor banen. Lad os derfor lægge os i selen for at ændre på den kedelige oplevelse, vi alle fik, senest vi gæstede MCH Arena.

Sportsligt er der ikke så meget nyt under solen - pletten fra den omtalte FCN-kamp blev effektivt vasket væk i Randers, hvor hestene blev sendt rundt i manegen og vel retteligt var heldige med kun at tabe 0-2. Det mindede om de takter, der sidste sæson endte med at skaffe os DM-guldet. Jeg vil nødigt puste for meget til forventningerne, som faste læsere af mine blogs nok vil nikke genkendende til, men det er svært at være ret pessimistisk, når man kigger på de hidtidige resultater. Lad mig dog blot endnu en gang understrege, at vi mod FC Nordsjælland så, hvor skrøbelige vi stadig kan være, hvis ikke vi rammer dagen - på og udenfor banen. Det kræver kontinuerligt hårdt arbejde, hvis vi skal fastholde vores position i spidsen af dansk fodbold, og det er en opgave, vi alle skal hjælpe til med - lad os genstarte dén proces igen søndag aften, når AGF forhåbentligt bliver tilføjet deres niende nederlag i de seneste ti opgør på MCH Arena.

Med håbet om en god kamp,
Peter Ross

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox