14.10.2015, 04:21 | Af: Administrator

Blog: Kan vi holde dampen oppe?

Mod FC Nordsjælland gik det skidt, men mod AGF var I der igen. Der var liv på samtlige tribuner. Tak for det!

Det er altid en fornøjelse, når jeg på disse linjer kan få lov at rose jer alle!

Jeg var i mit seneste skriv en anelse bekymret for, hvordan vi ville håndtere overgangen fra Europa League og rollen som "underdog" til igen at være tilbage i Alka Superligaen og have den klare favoritrolle.

Mod FC Nordsjælland gik det rigtig skidt, men til kampen mod AGF var I der igen - der var liv på samtlige tribuner, og spillerne fik nøjagtig den opbakning, de kunne have håbet på. Tak for det!

Vi har i dette efterår et helt usædvanligt tætpakket kampprogram, der trækker hårdt på alle ressourcer - både blandt spillerne, men sandelig også blandt fansene. Det er rigtigt mange datoer, der skal reserveres i kalenderen, hvis man vil følge holdet både ude og hjemme, hvilket kan give anledning til nogle sunde diskussioner med både venner og familie, men man må også have fuld forståelse for, hvis der ind i mellem bliver prioriteret anderledes rundt om i de små hjem.

Der bliver snakket meget om restitutionstid i forhold til spillerne, der skal nå at komme sig over én kamp, inden den næste melder sig. Det samme gør sig næsten gældende for særligt de fans, der står i Stemningsområdet og råber højest - det tager hårdere på kræfterne, end man måske skulle tro, når der bliver råbt af lungernes fulde kraft i 90 minutter.

Jeg må i den forbindelse udtrykke min respekt for, at stemningen kan holdes høj efter 20 kampe på 12 uger - men kan dampen blive holdt oppe resten af efteråret? Der er ingen tvivl om, at de mest spændende opgør venter forude, selvom vi allerede har været i gennem en håndfuld opgør, der er mere interessante, end vi normalt oplever. Napoli, Viborg og FC København kommer alle på besøg indenfor den nærmeste fremtid - kampe der afgør, hvordan vi kan opfatte os selv regionalt, nationalt og internationalt.

I det perspektiv må vi erkende, det kan blive nødvendigt at prioritere sine kræfter, som jeg var inde på lidt tidligere. Det skal naturligvis ikke betyde, at vi ser et halvtomt stadion i de mellemliggende kampe, men værdien af et udsolgt stadion mod de nævnte modstandere er med al respekt nok større, end ved at kunne melde udsolgt mod Randers og Esbjerg - der er selvfølgelig også den mulighed, at vi kan melde udsolgt til samtlige kampe, men det kræver vist at familien derhjemme bliver tilgodeset på andre tidspunkter; der kan jeg som servicemeddelelse oplyse, at efterårets sidste landskampspause ligger midt i november...

Nå, tilbage til det lidt mere seriøse: Fredag aften venter Randers FC. Det er ikke mere end nogle få uger siden, vi pillede dem fra hinanden og vandt 2-0 på udebane. Såfremt vi kan gentage succesen, kan vi for en sjælden gangs skyld sætte os hjem i sofaen og vente på FCKs kamp mod ro i sjælen - det er nogle gange lidt mere behageligt at kunne nyde sin føring, fremfor altid at skulle genopbygge den.

Inden vi når så langt, kræver det dog 90 minutters opbakning til Hedens Drenge, for intet kommer af sig selv i årets udgave af Alka Superligaen - det må vi vist alle efterhånden have lært. Derfor håber jeg på et stort fremmøde fredag aften, også selvom det ligger midt i efterårsferien - men hvorfor ikke erstatte Disney og fredagsslik med saftige tacklinger og tekniske finesser? Jeg ved godt, hvad jeg vælger!

God kamp!

Peter Ross

Fankoordinator

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox