31.10.2015, 15:29 | Af: Administrator

Igen fuldt udbytte for U19

En enkelt stærk halvleg rakte for FCM U19, der på udebane slog Brøndby med 3-1. Gloire dobbelt målscorer.

"Hvorfor er lykken så lunefuld, hvorfor er glæden så kort?"

Sådan spurgte Lars H.U.G. tilbage i starten af halvfemserne. Og selvom det næppe var ungdomsfodbold Kliché-forsangeren havde i tankerne, da han skrev linjerne, ville budskabet have vakt genklang hos de fremmødte BIF-fans i lørdagens opgør mellem Brøndby og FCM U19.

De så nemlig U19-landsholdsspilleren Daniel Stückler bringe hjemmeholdet foran på en omstilling efter 16 minutter. Men ak, blot to minutter senere blev landsholdskollegaen Mads Døhr Thychosen nedlagt i Brøndbys felt. Fra pletten sørgede Gloire Rutikanga for at værternes smil blev til tårer. Eller i hvert fald til nedadvendte mundvige.

Udligningen var dog fuldt fortjent, for det var FCM, der var kommet bedst ud til kampen, og holdet spillede noget af sit bedste fodbold i sæsonen.

Knap ti minutter senere var Gloire igen på spil. Rasmus Nissen slog et kvalitets-indlæg og med et hårdt hovedstød bragte Gloire FCM på 2-1.

Umiddelbart før halvleg fik FCM tilkæmpet sig et hjørnespark, som Mads Døhr Thychosen sparkede. Bolden faldt ned ved bagerste stolpe, og her stod Jákup Thomsen klar og sparkede bolden i nettet.

I anden halvleg faldt intensiteten, og med den også kvaliteten. Ulvene havde styr på kampen, og holdt Brøndby væk fra chancer, men i et par situationer blev boldomgangen en tand for lemfældig. Det gav blandt andet en friløber til hjemmeholdet, men Oliver Ottesen klarede situationen til bravour.

I den anden ende var der flere gange tegningen til at FCM ville lukke opgøret, men det blev ved tilløbene. Sejren kom dog aldrig i fare, og U19 spillerne kunne tage fra Brøndby med en sang på læben, mens en tilfreds Kenneth Andersen noterede sig tre nye point til regnskabet:

- Det bedste ved indsatsen i dag, var den kvalitet vi viste på bolden. Der var et klart løft i forhold til de forudgående kampe, og det var godt at se. Jeg er lidt irriteret over anden halvleg, for Brøndby blev stort set kun farlige på vores fejl, opsummerede cheftræneren opgøret.

FCM U19's næste kamp i U19 Ligaen spilles først lørdag d. 21/11 kl. 15.15. Det bliver til gengæld en regulær topkamp, hvor ubesejrede Esbjerg (5-3-0) kommer til Ikast. Se stillingen i U19 Ligaen her.

Brøndby IF U19 - FC Midtjylland U19 1-3 (1-3)
16' 1-0 Daniel Stückler
18' 1-1 Gloire Rutikanga (straffespark)
27' 1-2 Gloire Rutikanga (assist Rasmus Nissen)
44' 1-3 Jákup Thomsen (assist Mads Døhr Thychosen)

Opstilling: Oliver Ottesen - Malte Jürgensen, Rasmus Lauritsen, Rasmus Nicolaisen, Andreas Poulsen - Michael Olusoji Ogungbaro, Mads Olsen (84' Andreas Murbeck), Gloire Rutikanga (66' Nikolaj Kirk) - Mads Døhr Thychosen, Rasmus Nissen, Jákup Thomsen (60' Simon Sterring)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox