26.10.2015, 05:19 | Af: Administrator

Ny arbejdssejr til U19

FCM U19 sprudler endnu ikke som i sidste sæson. Til gengæld er bundniveauet højt - således også i søndagens 4-2 sejr over Lyngby.

Trænerteamet havde ændret på fem pladser i forhold til midtugekampen mod Saburtalo Tbilisi. Det betød at Andreas Murbeck, Malte Jürgensen, Mads Olsen og Erik Braun gik ind i startopstillingen.

Om det var de mange udskiftninger, eller en konsekvens af det tætte kampprogram, skal være usagt. I hvert fald havde FCM U19 svært ved at finde melodien i kampens første halvleg. Presspillet var ikke på det normale niveau, og der manglede bevægelse og kvalitet på bolden.

Efter 21 minutter bragte Lyngby sig foran efter en glimrende omstilling og det lignede, at Lyngby igen skulle volde FCM U19 lige så mange problemer som i sidste sæson. Andreas Poulsen fik dog pyntet på en svag første halvleg af FCM, da han scorede direkte på et frispark begået mod Rasmus Nissen. 1-1.

Fra anden halvlegs start kom Simon Sterring på banen, og FCM U19 gik over til at spille med to deciderede angribere. Det havde en gavnlig effekt, og holdet havde chancerne til at bringe sig foran.

I stedet slog gæsterne kontra. En lang diagonalbold blev slået frem til Simon Wæver, og da FCM-forsvaret ikke fik ham afvist, trak han ind i banen og lagde bolden over i det lange hjørne. Et flot mål, men unægteligt en spand koldt vand i hovedet på FCM, der ellers virkede til at have kontrol med kampen.

Kort efter gik FCM over til at spille med tre mand i forsvaret, og med kun syv minutter tilbage, fik de udbytte af anstrengelserne. Nikolaj Kirk leverede indlægget, og Jákup headede udligningen i nettet.

FCM U19 vedblev med at jagte sejren, og det førte tre minutter senere til et større klumpspil i Lyngbys felt. Mads Olsen huggede til bolden, der blev rettet af og strøg i nettet. 3-2.

Nu var det Lyngby, der var tvunget til at kaste alt frem, og det udnyttede FCM U19 til at slå til på en omstilling. Jákup Thomsen satte en forsvarer af, og lagde bolden til rette for Simon Sterring, der definitivt lukkede opgøret.

- Der kan ikke sættes en finger på drengenes arbejdsindsats i dag, men igen mangler vi altså kvalitet i vores spil, både med og uden bold. Det er i orden, at det går ud over rytmen, når vi skifter på så mange pladser, men selve kvaliteten skal stadig være bedre end det her, konstaterede Kenneth Andersen, der dog også havde ros til overs for den måde, holdet kom tilbage efter 1-2 scoringen.

Det var FCM U19's syvende sejr i træk på tværs af alle turneringer, og den bringer dem op på tredjepladsen i U19 Ligaen. Næste opgave er udekampen mod Brøndby lørdag 31/10 kl. 12.00.

FC Midtjylland U19 - Lyngby BK U19 4-2
21' 0-1 Jens Odgaard
43' 1-1 Andreas Poulsen
71' 1-2 Simon Wæver
83' 2-2 Jákup Thomsen (assist Nikolaj Kirk)
86' 3-2 Mads Olsen
90+ 4-2 Simon Sterring (assist Jákup Thomsen)

Opstilling: Oliver Ottesen - Malte Jürgensen, Rasmus Lauritsen, Andreas Murbeck (77' Rasmus Winther Johansen), Andreas Poulsen - Gloire Rutikanga, Mads Olsen, Nikolaj Kirk - Erik Braun (61' Rasmus Nicolaisen), Rasmus Nissen (46' Simon Sterring), Jákup Thomsen

Billede: MT-foto

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox