27.10.2015, 11:33 | Af: Administrator

Nyt job til kommunikationsdirektør

Hans Krabbe bytter FCM ud med Midtjyllands Avis

Alka Superligaklubben FC Midtjyllands kommunikationsdirektør Hans Krabbe skifter job. Fra den 1. januar 2016 bytter Hans Krabbe kommunikationsjobbet i FC Midtjylland ud med jobbet som chefredaktør på Midtjyllands Avis med hovedsæde i Silkeborg.

- Det har været et privilegium at være en del af FC Midtjylland i de mest begivenhedsrige år i klubbens historie. Vi fik ny ejer, vi blev mestre, og vi kvalificerede os til et europæisk gruppespil. Nogle gange skal man imidlertid bevæge sig væk for at finde tilbage til kernen. Kernen for mig er mediebranchen og journalistikken, og jeg glæder mig til at blive en del af et traditionsrigt og veldrevet mediehus med dedikerede medarbejdere, siger Hans Krabbe.

FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, udtrykker en stor tak for det, Hans Krabbe har givet FC Midtjylland og ønsker ham det bedste i fremtiden.      

- Hans Krabbes kommunikationsevner har været vitale for FC Midtjylland i en både turbulent og fantastisk periode i klubbens historie. Hans er ikke bare en af landets bedste kommunikatører, han er også en fantastisk personlighed, der har repræsenteret FCM med integritet og åbenhed over for alle klubbens interessenter. Vi ønsker ham alt det bedste i hans nye job.   

Hans Krabbe fortsætter i FC Midtjylland indtil årets udgang.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox