12.10.2015, 15:36 | Af: Administrator

Reservernes sejrsrække brudt

Vejle vandt fortjent mandag eftermiddag, og skabte med 3-0 sejren fornyet spænding i reserveligaens pulje 2.

Med en sejr over Vejle kunne FCM II reelt booke en plads i forårets mesterskabsslutspil, men østjyderne havde ikke uden videre tænkt sig at lade FCM-reserverne spadsere sig til sejren.

Hjemmeholdet stillede med et hold, hvor mange af spillerne havde divisionserfaring, og som kampen skred frem, blev rutineforskellen mellem de to hold synlig. Kampen blev afviklet på en ikke særlig god bane, og da FCM II fra kampens start kom under pres, forfaldt holdet ofte til at slå lange bolde op på Paul.

Manglen på variation i spillet, gjorde det forholdsvist nemt for hjemmeholdet at dæmme op for ulvene, men omvendt blev hjemmeholdet heller ikke selv for alvor farligt, og det mest opsigtsvækkende før pausen var, at Gloire Rutikanga måtte lade sig udskifte med en skade.

Tre mål på 17 minutter
Efter 51 minutter faldt kampens første mål - efter et frispark blev bolden headet tilbage i FCM-feltet, og så kunne Agon Mucolli let bringe hjemmeholdet foran.

2-0 målet faldt kort efter, og i en situation, hvor FCM-forsvaret ikke så for godt ud. En bold blev spillet i dybden, hvorefter en VB'er løb imellem de to midterforsvarere og scorede.

Ti minutter senere fandt kampen sin afgørelse, da Andreas Murbeck tabte en bold højt oppe på banen. Vejle kørte omstillingen ned ad den ene fløj, og Simon Petersen kom sprintende ud af sit mål for at afværge faren. Det lykkedes VB's Agon Mucolli at komme uden om, og fra en spids vinkel kunne han lægge bolden i kassen.

Mange af de normale reserveholdsspillere er for tiden væk med u-landsholdene, og reserveholdstræner Søren Bjerg medgav, at holdet blev overmatchet af Vejle på dagen.

- Nu kommer det jo nemt til at lyde som om, jeg kommer sminke på liget, men helt reelt synes jeg, det var en fantastisk god læring for vores unge spillere. Vi træffer nogle forkerte beslutninger og mangler også i nogle situationer modet til at gøre tingene fuldt ud, og det skal spillerne tage ved lære af, sagde Søren Bjerg efter kampen.

Et lyspunkt ved kampen var derudover, at Eyjolfur Hedinsson gjorde et længe ventet comeback efter tre lyskeoperationer. Islændingen fik en halv time på kanten, inden han byttede med Erik Braun i en på forhånd aftalt udskiftning.

FCM II spiller igen tirsdag 3. november kl. 14.00, hvor holdet møder SønderjyskE på udebane. Se stillingen i reserveligaens pulje 2 her.

Vejle BK II - FC Midtjylland II 3-0 (0-0)
51' 1-0 Agon Mucolli
58' 2-0 Bilal Nassar
67' 3-0 Agon Mucolli

FCM II: Simon Petersen - Malte Jürgensen, Rasmus Lauritsen, Francis Dickoh (46' Andreas Murbeck), Andreas Poulsen - Michael Olusoji Ogungbaro, Nikolaj Kirk, Gloire Rutikanga (35' Mads Olsen) - Babajide David, Eyjolfur Hedinsson (30' Erik Braun), Paul Onuachu (60' Sebastian Buch Jensen)

Ikke benyttet: Nicolai Damkjær, Mikkel Jakobsen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox