18.10.2015, 17:41 | Af: Administrator

Sejre til FCM's EL-modstandere

SSC Napoli imponerede med 2-1 hjemme over topholdet Fiorentina

Der var fuldt hus til alle fire mandskaber i FC Midtjyllands Europa League-gruppe denne weekend.

FCM selv lagde jo for fredag aften med 2-1 sejren på MCH Arena over gæsterne fra Randers FC - sejrsmålet sat ind sent af den indskiftede Martin Pusic, der var med igen efter en mindre skadesperiode.

Søndag eftermiddag var det så italienske SSC Napolis tur til at sætte streg under, at napolitanerne netop nu er et af Støvlelandets mest formstærke mandskaber. Hjemme på San Paolo i Napoli blev det til en 2-1 sejr over førerholdet Fiorentina. Efter 0-0 ved pausen gjorde Insigne det til 1-0, før Híguain med et kvarter igen sørgede for fuld gevinst til værterne, der med sejren avancerede til fjerdepladsen i serie A.

Torsdag aften 21.05 træder Híguain og Co. så ind på et udsolgt MCH Arena til opgøret mod FC Midtjylland på matchdag tre i gruppespillet.

I Belgien viste Club Brugge, at holdet er på rette vej. Det skete med en smal 1-0 sejr over førerholdet Oostende. Sejren bragte Club Brugge op på fjerdepladsen i Belgien, fire point efter topholdet fra kystbyen.

I Polen lader Legia Warszawa til at have fået rebet sejlene under klubbens nye russiske træner. I alt fald blev det hjemme på Pepsi Arena til en stensikker 3-0 gevinst mod Cracovia på tre scoringer af Nemanja Nikolic. Med sejren avancerede Legia til tredjepladsen i den polske Ekstraklasa.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox