29.10.2015, 21:45 | Af: Administrator

Sparv Årets Spiller i Finland

Midtbanestrategen vinder flot pris i hjemlandet

Han var en vigtig brik i FC Midtjyllands mesterskabssæson, og de gode takter er fortsat i den nye sæson, hvor han blandt andet scorede det vigtige udebanemål mod sin vigtige klub Southampton i kvalifikationen til Europa League.

Og i hjemlandet er der blevet lagt mærke til de mange flotte præstationer for både klub- og landshold, og derfor kunne Tim Sparv til aftenens store fodboldgallashow i Finland modtage prisen som Årets Spiller.

- Det er stort. Når man kigger på, hvem der tidligere har vundet prisen, er det spillere som Litmanen og Hyypiä, så jeg er meget stolt over at få samme pokal, siger Tim Sparv.

- De priser, man vinder med et hold, er altid de vigtigste, men selvfølgelig betyder det også meget at blive anerkendt individuelt, når man tænker på, der findes så mange dygtige fodboldspillere i Finland. Så det er stort for mig.

28-årige Tim Sparv er dog ikke sen til også at anerkende sine kolleger i det midtjyske.

- Jeg har meget at takke FC Midtjylland for. At vi vandt mesterskabet har helt sikkert haft indvirkning på, at jeg har vundet prisen. Samtidig kvalificerede vi os til Europa League, og jeg har haft en stor rolle på holdet. Så jeg vil gerne tale klubben, mine medspillere og trænere for, at jeg har fået chancen for at få prisen. Samtidig har jeg for første gang været anfører på landsholdet og spillet meget, så det har sikkert også haft en positiv indvirkning, siger den danske viceanfører, der altså flere gange har båret anførerbindet for sit hjemland i år.

- Det er specielt at være anfører for sit land. Jeg har været anfører på ungdomslandsholdene og U21-landsholdet, så man kan sige, at jeg er gået hele vejen, nu hvor jeg også har prøvet at være det på det højeste niveau. At være kaptajn for sit land betyder meget, siger den utrættelige midtbanefighter.

Til lørdagens kamp er den finske prismodtager i karantæne, men der bliver alligevel mulighed for at hilse på ham, når han bliver hyldet på MCH Arena i forbindelse med kampen mod Viborg FF.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox