20.10.2015, 10:07 | Af: Administrator

Ta’ med fanklubben til Napoli

Black Wolves arrangerer bustur, når Europa League-gruppespillet sender de danske mestre til det syditalienske og et møde mod SSC Napoli den 5. november

Om et par dage venter et brag af en fodboldkamp på MCH Arena. Tredje kamp i det indtil videre fornemme europæiske eventyr for FCM bliver sparket i gang mod netop Napoli. De røde lamper er tændt, der er seks point på kontoen, og stemningen har alle muligheder for at nå nye højder.

Og en stor bid af den stemning, står de trofaste Black Wolves-medlemmer for. De er der torsdag for at bakke op, og det vil flere af dem også være, når den omvendte kamp spilles på San Paolo i Napoli den 5. november.

Medlemmer med førsteret
Som medlem af Black Wolves er det muligt at sikre sig en plads på turen ned til de varmere himmelstrøg og et stadion med plads til godt 60.000 tilskuere. Det hele købes i en samlet pakke, hvor der foruden bustur og billet til stadion er inkluderet en overnatning på et hotel i det italienske.

Tilmelding foregår kun via Black Wolves hjemmeside, og det er som nævnt påkrævet at være medlem af fanklubben, hvilket kan ske fra dags dato. Hvis der er resterende pladser efter fristen den 25. oktober, vil disse blive udbudt til salg.

Der forbeholdes ret til ændringer, og eventuelle spørgsmål kan henvendes til fanklubbens facebookside eller bus@black-wolves.com.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox