16.10.2015, 20:47 | Af: Administrator

Thorup: Første 30 noget af det bedste i sæsonen

FC Midtjylland scorede tidligt og pressede på for flere mål mod Randers FC. Først mod slut kunne indskiftede Martin Pusic dog sikre 2-1-sejren, der lægger pres på konkurrenterne forud for weekendens kampe.

Fredagskampen i Alka Superligaen stod i Herning mellem FC Midtjylland og Randers FC, der for blot to runder siden også duellerede i Randers. Da trak midtjyderne det længste strå, og det samme var tilfældet denne fredag aften, hvor sejren dog holdt en smule hårdere.

Efter en flot første halv time ebbede det spillemæssige overtag ud for hjemmeholdet, og først fem minutter før tid blev de tre point sikret, da indskiftede Martin Pusic headede sejrsmålet i kassen i sit comeback.

- I pausen siger jeg til spillerne, at jeg synes, vi har spillet noget af vores allerbedste i sæsonen, især i de første 30 minutter. Så lukker vi stille og roligt Randers lidt for meget ind i kampen. Vi spiller lidt for meget individuelt, konkluderer Jess Thorup og fortsætter:

- Vi blev så enige om i pausen, at vi skulle starte anden halvleg som første halvleg, men det får vi slet ikke gjort. Randers sætter sig på det, de får udlignet og har vel momentum i lange perioder, reelt indtil vi sætter Pusic ind, skifter formation, kommer højere op på banen og dermed også lægger det pres og skaber de chancer, der skal til - og til slut også får det mål, der giver os de tre mega vigtige point, siger Jess Thorup.

Skadeskvaler
Hele 12 spillere er på skadeslisten i FCM, og det gav panderynker for Jess Thorup og resten af trænerteamet forud for fredagens opgør.

- Efter 14 dages landskampspause, hvor vi havde håbet, at vi skulle samle en masse kræfter og energi, så fik vi jo en del spillere hjem med skader, og det er altid uheldigt. Vi har en bænk i dag med to 18-årige, to 19-årige og en 20-årig.

- Vi håber, at vi hurtigt får så mange som muligt klar, men ellers er der andre, der må træde i karakter, lige som i dag hvor Awer Mabil får sin debut i Alka Superligaen, konstaterer cheftræneren.

SE HELE INTERVIEWET MED THORUP PÅ FCM TV [klik her]

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox