31.10.2015, 16:45 | Af: Administrator

U17 fuldendte god dag for talenterne

FCM U17 hentede sæsonens første udesejr, da ulvene som de første besejrede Brøndbys forsvarende mestre.

Det yngste akademihold har vist strålende form i de seneste uger, hvor det er blevet til klare hjemmesejre over Vejle og Lyngby. Nu skulle FCM U17 vise, at de magtede at overføre de gode takter til fremmed græs, hvor holdet endnu ikke havde vundet.

Modstanden var dog absolut kvalificeret - et ubesejret Brøndby-mandskab med to friske sejre under bæltet - men FCM U17 gik friskt til opgaven. Især presspillet var på et højt niveau, og værterne havde svært ved at spille sig ud det hidsige pres FCM lagde for dagen.

Spilovertaget kastede også tilbud af sig, og ved to lejligheder blev Brøndby forsvaret spillet helt tynde. Desværre stod afslutningerne fra først Tue og siden Kristian ikke helt mål med forarbejdet, og derfor måtte FCM nøjes med uafgjort ved pausen.

FCM U17 kunne ikke helt levere det samme højintense presspil i anden halvleg, og hjemmeholdet begyndte at vejre morgenluft. Et par gode indhop af Aksel Smith-Petersen og Noah Iversen efter tyve minutters spil, gjorde imidlertid at FCM atter fik ædt sig ind i kampen.

Kort efter faldt kampens enlige scoring. Tue gik ud for at sparke hjørnespark og inde i feltet tiltrak Mathias Nors sig så meget opmærksomhed, at markeringen af Noah Grøn Iversen svigtede. Angriberen kvitterede ved at heade FCM i front.

Brøndby pressede på, og kampens sidste ti minutter gik pinefuldt langsomt. FCM-defensiven holdt dog endnu en gang stand, og dermed kunne Simon Petersen og forsvaret lykønske hinanden med tre "clean sheets" i træk.

FCM U17 har blot lukket syv mål ind i sæsonens første ni kampe, et tal der står i skærende kontrast til de 29 mål, som holdet havde lukket ind på samme tidspunkt sidste sæson. Cheftræner Svend Graversen medgiver, at pilen peger opad for hans mandskab:

- Det var fantastisk at få hentet den første udesejr, især fordi den kommer på en så svær udebane. Vores formkurve peger opad, og det skal vi bruge til at vride alle de sejre, vi overhovedet kan ud ad de resterende kampe i efteråret, lyder det fra træneren, mens han kæmper for at overdøve en busfuld glade akademispillere.

FCM U17 jagter den næste sejr mandag d. 9/11 kl. 18.30, hvor Randers kommer til Ikast.

Brøndby IF U17 - FC Midtjylland U17 0-1 (0-0)
65' 0-1 Noah Grøn Iversen (assist Christian Tue Jensen)

Opstilling: Simon Petersen - Japhet Sery Larsen, Nicolai Damkjær, Sebastian Nielsen (70' Nicolas Hautorp Madsen), Mathias Nors - Victor Torp, Mikkel Jakobsen (60' Aksel Smith-Petersen), Kristian Brøndum Pedersen (60' Noah Grøn Iversen) - Mads Carlson, Christian Tue Jensen, Sebastian Buch Jensen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox