25.10.2015, 15:04 | Af: Administrator

U17 udbyggede stærk hjemmebanestatistik

FCM U17 tog en ny sejr på Wunderelf Arena, da Lyngby blev besejret med overbevisende 4-0.

FCM løb på banen for at vise, at sidste uges storsejr over Vejle hverken var tilfældig eller et enkeltstående tilfælde. Og de gode intentioner var da også tydelige i kampens indledning, som tilhørte hjemmeholdet.

Der var dog ikke helt den samme kvalitet på bolden som mod Vejle, og derfor blev det kun lige ved og næsten. Det ændrede sig efter tyve minutter, hvor sidste uges firmålsskytte, Sebastian Buch Jensen, afsluttede et fortrinligt FCM-opspil med 1-0 målet.

Kort efter fik Lyngby-forsvaret afvist et hjørnespark, men Christian Tue Jensen samlede bolden op uden for feltet, og fra tyve meter bragede han FCM på 2-0.

Den stilling holdt til pausen, men allerede kort inde i anden halvleg snørede FCM sækken til med en ny dobbeltscoring.

Først sparkede Nicolai Damkjær en nedfaldsbold ind fra kanten af feltet - forud var gået et nyt FCM-hjørnespark - og to minutter efter kombinerede FCM's offensive kræfter sig igennem Lyngby-defensiven. Det endte med en ripost, som Mikkel Jakobsen sparkede i kassen.

De to scoringer lagde en dæmper på resten af kampen, begge holdene vidste at kampen var afgjort, og flere af FCM-spillerne var måske også lidt trætte efter at have været med u-landsholdene i den forgangne uge.

De 4-0 kom til at stå kampen ud, og dermed kunne Simon Petersen og FCM-forsvaret glæde sig over, at have holdt stærke offensive kort som Emilio Stuberg Simonsen (7 mål) og Rasmus Beyer Pasternak (4 mål) fra fadet. Sejren var FCM's fjerde hjemmesejr i lige så mange forsøg.

- Spillerne skal have stor ros for at arbejde hårdt for at leve op til niveauet fra den sidste kamp. Der er stadig forbedringspotentiale, men vores målscore for de to seneste kampe hedder 13-0 - det er vi selvsagt meget, meget tilfredse med, fortæller Svend Graversen.

FCM U17 spiller igen på lørdag, hvor holdet møder hidtil ubesejrede Brøndby på udebane. Der er kampstart kl 14.15.

FC Midtjylland U17 - Lyngby BK U17 4-0 (2-0)
20' 1-0 Sebastian Buch Jensen
25' 2-0 Christian Tue Jensen
43' 3-0 Nicolai Damkjær
45' 4-0 Mikkel Jakobsen

Opstilling: Simon Petersen - Japhet Sery Larsen (50' Nicolas Hautorp Madsen), Nicolai Damkjær, Sebastian Nielsen, Mathias Nors - Victor Torp (60' Noah Grøn Iversen), Mikkel JakobsenKristian Brøndum Pedersen (50' Aksel Smith-Petersen) - Mads Carlson, Christian Tue Jensen, Sebastian Buch Jensen

Billede: MT-foto

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox