17.10.2015, 16:18 | Af: Administrator

U19 overvandt startproblemer

U19-holdet spillede sig op efter en rodet start, og sikrede sejren i de sidste tyve minutter af kampen mod Vejle.

Trænerteamet var ikke udelt fornøjede over det spil, de var vidne til i starten af FCM U19's kamp mod Vejle. De to hold var gode til at slå hinandens opspil i stykker, og det gav en indledning med mange løse bolde.

Dem var VB bedst til at få raget til sig, og det var også dem, der fik sat spillet bedst op. På trods af det tilfaldt halvlegens to bedste chancer FCM U19 - uden at der kom nogen pølser ud af det skind.

Efter en halv time fik FCM'erne omsider bedre styr på spillet, og det fik Kenneth Andersen og Erling Lindegaard til at skrotte de formaninger, de ellers havde forberedt til pausen - i stedet bad de spillerne om at bygge videre på de gode takter fra halvlegens sidste kvarter.

- Vi er ikke tilfredse med spillet i den første tredjedel af kampen - det ved jeg vi kan gøre bedre. Til gengæld er det flot af spillerne, at de får vendt tingene - selvom jeg har lidt svært ved at pege på, hvad det konkret er, der får kampens momentum til at skifte, sagde Kenneth Andersen efter kampen.

Under alle omstændigheder tilhørte anden halvleg ulvene, der gradvist kom tættere og tættere på den forløsende scoring. Efter en times spil kom Mikael Anderson ind til sin sæsondebut, efter at have misset de første fire ligakampe med en skade.

Tre mål i de sidste tyve minutter
Efter 71 minutter fik FCM tilkæmpet sig et hjørnespark. Det blev afvist af Vejle-forsvaret, der hurtigt kom ud og jagtede bolden og omstillingsmuligheden. Opgaven som "sikringsspiller" tilfaldt Alexander Munksgaard og U19-landsholdsspilleren viste masser af coolness, da han kontrolleret slog bolden henover Vejles frembusende forsvarskæde til Rasmus Nicolaisen, der var blevet i Vejle-feltet. Han steg til vejrs og headede 1-0 målet ind.

Scoringen ændrede ikke nævneværdigt ved kampens forløb, og FCM U19 fastholdt kontrollen mod gæsterne, der gradvist var tvunget længere frem ad banen.

Efter 84 minutter kom der dog lidt knas i FCM-maskineriet. Rasmus Nicolaisen gik op i en hovedstødsduel, og hvad enten han ramte modstanderens baghovede eller kom til at bide sig selv, så flækkede han eftertrykkeligt underlæben.

Det betød en tur til skadestuen for midterforsvareren, der blev afløst af kantspilleren Erik Braun, med en større rokade til følge. Uheldet gav heldigvis ikke anledning til forvirring, og i overtiden kunne netop Erik Braun lukke kampen. Mads Døhr Thychosen førte bolden frem i en omstilling, og lagde bolden til rette for Braun, der scorede til 2-0.

Vejle sprællede dog en sidste gang i nettet. Umiddelbart efter FCM's scoring fik de spillet sig frem til kanten af feltet, og trykket af. Andreas Raahauges udsyn var blokeret af spillerne foran ham, og han kunne ikke forhindre reduceringen.

Mere var der dog ikke i den kamp, og FCM kunne dermed notere sig en god optakt forud for den vigtige returkamp mod Saburtalo Tbilisi i UEFA Youth League på onsdag.

- Da først vi får tilkæmpet os kontrolllen med kampen, giver vi den ikke fra os igen. Jeg synes vi forvalter kampen rigtig godt i anden halvleg, hvor vi bliver ved med at spille tålmodigt, selv om 1-0 målet lod vente lidt på sig, fortalte Kenneth Andersen, inden han til slut gratulerede U17-teamet med den opvisning, de leverede forud for U19-holdets kamp.

FC Midtjylland U19 - Vejle U19 2-1 (0-0)
71' 1-0 Rasmus Nicolaisen (assist Alexander Munksgaard)
90+1' 2-0 Erik Braun (assist Mads Døhr Thychosen)
90+2' 2-1 Kasper Nøhr, Vejle

Opstilling: Andreas Raahauge - Andreas Poulsen, Rasmus Nicolaisen (84' Erik Braun), Rasmus Lauritsen, Alexander Munksgaard - Michael Olusoji Ogungbaro, Mads Olsen, Nikolaj Kirk - Rasmus Nissen (60' Mikael Anderson), Mads Døhr Thychosen, Jákup Thomsen (75' Malte Jürgensen)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox