27.11.2015, 12:25 | Af: Administrator

#24 Kianchenko-merchandise skal sikre julehjælp til fattige familier

Overskuddet fra salget af den nye Kianchenko-trøje, tryk og halstørklæde går til Dansk Folkehjælps "julehjælp"

Selv donerer makkerparret 5000 kroner til projektet. Mød dem i Ulveshoppen efter FCK- kampen

Telefonen ringede en dag. På displayet stod far. Det gør der så ofte, men lige præcis den dag havde Sergei Sviatchenko, Erik Sviatchenkos far, fået en ide, som sønnike skulle høre.
- Så spurgte jeg, hvad han havde fundet på, for han finder ofte på gode ideer. Og så sagde han Kianchenko, forklarer Erik Sviatchenko, som i første omgang lige måtte havde det gentaget. For det var ikke et ord, som han - eller fodbolddanmark - havde hørt før.

- Men det er en sammentrækning mellem Kian og Sviatchenko. Og for at det ikke skal være løgn, så er Kianchenko faktisk et ukrainsk efternavn, så der er også en historisk reference til mine rødder, siger midterforsvareren. Og når man kigger på samarbejdet mellem de to midterforsvarer, så virker det kun naturligt, at man kobler navnene sammen. For de har suppleret hinanden godt fra dag ét og har blot tilladt 12 mål mod sig i Alka Superligaen.

Navnet vandt da også hurtig indpas hos både fans og medier, og nu har makkerparret sågar fået egen trøje.

- Jeg brugte navnet på de sociale medier, hvor medierne opsnappede det, og nu er det så blevet til en Kianchenko-trøje med nummer to og fire, så det bliver til 24. Den er vi stolte af, fortæller den ene halvdel af duoen.

Men det er ikke kun trøjen, forsvarsduoen er stolte over. Det er de også over formålet med trøjen. Overskuddet går nemlig til Dansk Folkehjælps julehjælp, som er for enlige forsøgere.

- Vi vil gerne være med til at sætte fokus på velgørende formål, og her har vi sat fokus på julehjælpen, som overskuddet af salget går til. Så vi glæder os over, at vi kan være med til at sætte fokus på de børn og familier, som har det svært, siger Erik Sviatchenko, som fortæller, at duoen selv donerer 5000 kroner til det gode formål.

Efter søndagens topbrag mod FC København kan man møde Kianchenko i Ulveshoppen på MCH Arena, hvor makkerparret signerer den nye trøje.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox