04.11.2015, 20:38 | Af: Administrator

Clean sheet og sejr i Youth League

FC Midtjyllands U19 hold tog onsdag aften imod polske Legia Warszawa i anden playoff-runde af UEFA Youth League - de unge ulve sejrede 2-0 

Der var lagt i kakkelovnen til en god fodboldkamp på MCH Arena, og begge mandskaber kom også fint fra starthullerne. Det var  FCM, der i kampens første 15 minutter havde flere gode muligheder og flere gode indlæg fra begge kanter. Alexander Munksgaard havde blandt andet et skud lige inden for feltet, men han sparkede forbi.

Hele første halvleg bølgede det lidt frem og tilbage men med en stærk defensiv hos FCM, lykkedes det ikke rigtig for polakkerne at skabe de helt store chancer. Skarpheden manglede også i polakkernes ende, og ulvene formåede ikke at få fuld udbytte af deres chancer.

Spillerne gik derfor til pause med stillingen 0-0.

Efter godt 50' minutters spil fik FCM tilkendt et frispark lidt uden for feltet, men bolden blev af Mikael Anderson sparket lige i den polske forsvarsmur.

Ulvene satte sig mere på spillet og viste i perioder fornuftigt spil i begge sider. Og efter 63' minutters spil lykkedes det endelig at få fuldt udbytte. Mads Olsen modtog bolden i feltet og sparkede uden tøven bolden op i højre hjørne, hvor den polske keeper var chanceløs. Målscoreren blev kort tid efter erstattet af Mads Vang.

Efter målet var det stadig FCM, som havde det meste af spillet. Især på kanterne blev der flere gange vist flot spil og fine driblinger, men oftest manglede den sidste præcise aflevering.

Ulvene formåede at holde defensiven stærk, og forsvarsspiller Rasmus Lauritsen blev da også kåret til kampens spiller. 

I overtiden fik FC Midtjylland efter flot spil på venstrekanten tilkendt straffespark, da Mads Thychosen blev nedlagt i feltet. Gloire Rutikanga tog sig af straffesparket og sparkede sikkert bolden i nettet til 2-0.

Det blev også kampens resultat, og midtjyderne kan om nogle uger drage mod Polen med et rigtig fint udgangspunkt, mens de 750 tilskuere kunne fik sig lidt at varme på på en ellers kold november aften.

Kampfakta:
FC Midtjylland - Legia Warszawa 2-0 (0-0)
63' Mads Olsen 1-0
90' Gloire Rutikanga 2-0 (staffespark)

Start-11: 16 Oliver Ottesen, 3 Rasmus Nicolaisen, 5 Rasmus Lauritsen, 7 Jonas Gemmer, 10 Gloire Rutikanga, 11 Mikael Anderson (75' Victor Torp), 12 Andreas Poulsen, 13 Alexander Munksgaard, 17 Mads Olsen (64' Mads Vang), 22 Mads Døhr Thychosen, 24 Jákup Thomsen (85' Sebastian Buch Jensen)

Bænk: 1 Simon Petersen, 4 Andreas Murbeck, 15 Malte Jürgensen, 18 Erik Braun, 19 Sebastian Buch Jensen, 20 Mads Vang, 25 Victor Torp

Kampens dommer: Dominik Ouschan (AUT)

Tilskuertal: 750 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller: Rasmus Lauritsen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox