24.11.2015, 12:49 | Af: Administrator

FCM styrker sig med kommerciel komite

Fem vidt forskellige topledere fra dansk erhvervsliv skal inspirere og udvikle FC Midtjylland

Målene er klare for FC Midtjylland: sportsligt skal klubben kvalificere sig til europæiske gruppespil tre gange inden 2020, samtidig med at de kommercielle indtægter skal øges markant.

I bestræbelserne på at nå de forretningsmæssige og kommercielle mål allierer de danske mestre i fodbold sig nu med fem topledere fra dansk erhvervsliv, som på hver deres måde skal være med til at inspirere, udvikle og motivere FC Midtjylland.

Kvintetten er mediemanden Per Mikael Jensen, start-up manden og investoren Jesper Buch, kommunikationsrådgiveren Reinholdt Schultz, Kristian Tvergaard, kommerciel direktør i SUN-AIR samt Stig Bundgaard, salgsdirektør og partner i it-virksomheden IT Relation.

- FCM har flyttet sig langt sportsligt og forretningsmæssigt de seneste år. Skal vi styrke og udbygge vores position i dansk fodbold, er det nødvendigt at udvikle forretningen yderligere, og her vil vi udfordres af spændende mennesker, som ikke er tæt på os i dagligdagen, men som hver for sig bidrager med visioner og kompetencer, vi kan drage nytte af, forklarer Rasmus Ankersen, bestyrelsesformand i FC Midtjylland.

De fem glæder sig til at komme tættere på FC Midtjylland.

- Siden jeg for 30 år siden dækkede fodbold for Politiken, har jeg haft et blødt punkt for Ikast fS. Projektet i FCM er et af de mest spændende ikke bare i Danmark men i Europa, og både som fodboldelsker og medie- og forretningsmand er det en fornøjelse at komme tættere på klubben, siger Per Mikael Jensen.

Jesper Buch er grundlægger af Just Eat og kåret til Young Global Leader 2013 af World Economic Forum.  Reinholdt Schultz, der er partner og CEO i kommunikationsbureauet Mannov, arbejder som rådgiver for en række af dansk erhvervslivs største og mest interessante virksomheder. Han har også arbejdet med topidræt i mange år og var blandt andet involveret, da DBU søgte og fik værtsskabet for EURO 2020

Mens hverken Per Mikael Jensen, Jesper Buch eller Reinholdt Schultz kommer fra det midt- og vestjyske, så repræsenterer både Kristian Tvergaard og Stig Bundgaard den region, der har fostret FC Midtjylland.

- Jeg har været fan, siden klubben blev etableret. Jeg har beskæftiget mig med salg og marketing i mange år og er fascineret af, hvordan man får en organisation til at præstere maksimalt. Derfor var det naturligt at sige ja til at være med, forklarer den Herning-baserede Stig Bundgaard.

FC Midtjyllands kommercielle direktør Jacob Jørgensen glæder sig til at få gang i udvekslingen af ideer og meninger ud over, hvad der kommer fra det traditionelle bestyrelsesarbejde.

- Det er kun sundt at få kvalificerede input udefra. Jeg er sikker på, at komiteen kommer til at gøre en markant forskel for FC Midtjylland, siger Jacob Jørgensen.

Faktaboks, FCM’s kommercielle komite:
- Per Mikael Jensen – Indtil udgangen af 2013 øverste chef for Metro International. Tidligere adm. dir. for TV 2/DANMARK, bosat i London.
- Jesper Buch – Investor, grundlægger af Just Eat, kåret som Best Investor 2014 (Nordic Startup Awards), bosat i Spanien.
- Reinholdt Schultz – Partner og CEO, kommunikationsbureauet Mannov, landets førende kommunikationsrådgiver og bl.a. ekspert på sportskoncepter. Har bl.a. arbejdet for basketligaen i USA, NBA, bosat i København.
- Kristian Tvergaard – Kommerciel direktør, SUN-AIR, i bestyrelsen for Dansk Industri/Transport, bor i Billund.
- Stig Bundgaard – Salgsdirektør og partner i IT Relation, tidligere marketingchef i Bravo Tours, mangeårig sponsor i FCM, bosat i Herning. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox