12.11.2015, 12:33 | Af: Administrator

FCM-talent rejser til Peru

Fodbolden sparkes til hjørne, og i stedet skal hovedet cleares i Perus bjerge

Det er ikke blevet til meget fodbold for Sigurd Schøndorf efter sommerferien. Faktisk er det kun blevet til to træninger. En drilsk knæskade har holdt ham ude, og det har fået 19-årige Sigurd Schøndorf til at tage en stor beslutning.

Fodbolden lægges på hylden - i hvert fald for en stund - og i stedet rejser Svendborg-knægten til Sydamerika.

- Jeg har været skadet i en længere periode. Det har været hårdt, og nu jeg har brug for en pause og tænke på noget andet.

- Derfor rejser jeg tre uger til Peru og går lidt rundt med en rygsæk, og så må vi se, hvad der skal ske. Det skal jeg finde ud af. Det er noget nyt at skulle tænke på, hvad jeg skal lave, når jeg ikke skal spille fodbold. Jeg har aldrig tænkt på andet, end at jeg skulle spille fodbold, siger Sigurd Schøndorf.

Han kom til FC Midtjylland i sommeren 2011, og dermed er det blevet til fire og et halvt år for den teknisk dygtige midtbanespiller, der som U19-spiller var med til at vinde DM-guld.

- Jeg ser tilbage på den bedste tid i mit liv. Jeg har lært sindssygt meget, og alle omkring mig har været flinke. Jeg har fået gode venner og udviklet mig meget som fodboldspiller og mennesker.

- Bare det at være en del af Danmarks bedste ungdomshold har været en stor oplevelse. Det var, hvad jeg drømte om, siger Schøndorf, der står godt rustet til nye udfordringer med en FCM HF-uddannelsen i hånden og efterfølgende  enkeltfag.

Han har dog ikke helt givet slip på tanken om at komme tilbage på fodboldbanen.

- Nu skal jeg have en pause, og så håber jeg, at jeg kommer tilbage til fodbolden. Det vigtigste for mig er at komme tilbage og være skadefri, og så må jeg tage den derfra. Længere tænker jeg ikke.

I FC Midtjylland er der fuld forståelse for det valg, Schøndorf har truffet.

- Han er en dygtig fodboldspiller med et højt teknisk niveau. Desværre har han været ramt af skader, som har spoleret det for ham. Det er rigtig ærgerligt, men vi har stor forståelse for, at Sigurd vil have nye udfordringer og impulser i tilværelsen. Han har været en god ambassadør for FC Midtjylland, og vi håber, at han igen kommer til at spille fodbold. Vi ønsker ham held og lykke i fremtiden og håber at se ham i Ikast med jævne mellemrum, siger akademichef Flemming Broe.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox