18.11.2015, 12:00 | Af: Administrator

Hédinsson hjem til Island

Midtbanemanden skifter fra nytår til Stjarnan

Han gav selv nyheden her til morgen til kollegerne i Ikast, og som han sagde, "så kommer det nok ikke bag på så mange".

- Jeg vender hjem til Island om tre uger. Jeg har fået en toårig kontrakt med Stjarnan, og det betyder, at jeg fortsætter med at leve af fodbolden.

Og så klappede spillertruppen af Eyjólfur Hédinsson. Længe. Ikke fordi de var glade for at slippe af med ham. Men er der en, der har kæmpet en lang og ensom kamp for at bidrage på banen for FC Midtjylland, så er det den nu 30-årige offensivspiller fra Nordatlanten.

I løbet af årene i FCM er det kun blevet til beskedne 10 optrædener. Perioden har været martret af den ene skade efter den anden. Den mest frustrerende situation overhovedet for et professionelt idrætsmenneske. Men selv i de mest trælse perioder har Eyjólfur Hédinsson optrådt som en mønster-prof, og det var ikke mindst det, kollegerne kvitterede for med klapsalverne.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg har fået en kontrakt med Stjarnan, især da fordi jeg har været ude så længe. Det gav mig ikke just den bedste situation. Men nu får jeg chancen for fortsat at kunne leve af fodbolden, og efter ni år i udlandet glæder jeg mig til at komme tættere på familie og venner, siger Hédinsson.

Fyren selv er den første til at erkende, at perioden i FCM aldrig blev det, han havde håbet på.

- Efter fire år i Sverige og en god periode i SønderjyskE, hvor jeg vel godt kan tillade mig at sige, at jeg blev en profil i Superligaen, kom jeg hertil med store forventninger. Efter at have mødt Glen (Riddersholm, red.) og Claus (Steinlen, red.) føltes det helt rigtigt. Men jeg blev skadet på en træningslejr med SønderjyskE i februar 2013, og siden har det bare været noget skidt. Jeg har jo ligget stille i de bedste af mine fodboldår. Nu har jeg det imidlertid godt i kroppen igen, og jeg glæder mig til sæsonen på Island, der begynder i maj, siger Eyjólfur Hédinsson.

Et tænksomt og arbejdsomt menneske er han. Og derfor har han heller ikke spildt tiden som skadet. Derimod er det blevet til en uddannelse som journalist, som han færdiggør med en bachelor til sommer.

- Men de næste to år handler det om fodbold. Jeg kommer til et rigtig godt hold, der har forstærket sig, og jeg glæder mig, lyder det fra kantspilleren, der senest var i aktion i pokalkampen mod Roskilde for nylig.

Siden 2001 er Eyjólfur Hédinsson noteret for i alt 237 kampe for ÍR, F ylkir, GAIS, SønderjyskE og FC Midtjylland samt fem landskampe for Island. Undervejs blev det til 31 scoringer.
 

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox