09.11.2015, 21:51 | Af: Administrator

U17 fortsætter opstigningen

Det yngste akademihold er flyvende for tiden. Mandag aften måtte Randers strække våben.

En kraftig blæst kom til at sætte sit præg på kampen mellem FCM U17 og Randers. I første halvleg spillede ulvene op mod vinden, og det gav en lidt urolig indledning med mange dueller om andenboldene.

De faldt - ifølge cheftræner Svend Graversen - lidt for ofte ud til gæsternes fordel, men bortset fra det, var trænerteamet nu godt tilfreds med spillet i kampens begyndelse. Både Buch og Mikkel Jakobsen (billedet) kom frem til gode chancer, mens det kun en enkelt gang lykkedes kronjyderne at komme af sted i en af de omstillinger, de excellerer i.

Fem minutter før minutter pausen sprintede Sebastian Buch forbi sin direkte modstander. Det lykkedes dog i sidste øjeblik Randers-keeperen at få tacklet FCM-topscoreren, men bolden nåede ikke længere end til Mads Carlson, der resolut bragte FCM i front.

I anden halvleg var det FCM, der havde vinden i ryggen – både bogstaveligt og i overført betydning. Spillet blev flyttet længere op på Randers' banehalvdel og trykket mod gæsterne tog til.

Det lykkedes udeholdet at stå imod i et kvarter, og så udnyttede Victor Torp et mellemrum imellem back og midterforsvarer til at spille Mikkel Jakobsen fri. Grindsted-knægten kvitterede ved at øge til 2-0.

Fem minutter senere var Mikkel Jakobsen igen på pletten, efter at Sebastian Buch havde modtaget en ny god bold i dybden. Buch lagde bolden skråt tilbage til Jakobsen, der peb bolden ind. 3-0!

Før kampen havde Svend Graversen efterlyst mere snert i omstillingerne, men det blev ikke denne aften, at FCM’erne fik øvet disciplinen. Dertil var Randers ganske enkelt for disciplinerede, også efter de kom bagud.

Til gengæld fik FCM U17 igen vist, at de er i stand til at flytte bolden i et så højt tempo, at modstanderne ikke kan være med. Det var en fornøjelse at overvære både opspil og afslutninger, og det samme kan i øvrigt siges om forsvarsspillet – Simon Petersen og holdkammeraterne har nu holdt nullet fire kampe i træk.

- Randers er altid svære at spille imod, og vejret blev også en faktor i aften. Alligevel viser vi vores niveau, og holder skruen i vandet. Vi er meget tilfredse med holdets udvikling for tiden, erklærede en glad Svend Graversen efter kampen.

Sejren katapulterer FCM U17 op på U17 Ligaens førsteplads, a point med FCK, der dog har spillet to kampe færre. Næste opgave for FCM U17 er hjemmekampen mod Esbjerg fB lørdag d. 21, kl. 13.00.

FC Midtjylland U17 – Randers Freja U17 3-0 (1-0)
35’ 1-0 Mads Carlson (assist Sebastian Buch Jensen)
55’ 2-0 Mikkel Jakobsen (assist Victor Torp)
60’ 3-0 Mikkel Jakobsen (assist Sebastian Buch Jensen)

Opstilling: Simon Petersen - Japhet Sery Larsen, Nicolai Damkjær, Sebastian Nielsen (41' Aksel Smith-Petersen),  Mathias Nors - Victor Torp (56' Noah Grøn Iversen), Mikkel JakobsenKristian Brøndum Pedersen - Mads Carlson (50’ Nicolas Hautorp Madsen), Christian Tue Jensen, Sebastian Buch Jensen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox