23.11.2015, 18:45 | Af: Administrator

Ungt reservehold fik kostbare lærepenge

Sluttavlen viste 1-6 til gæsterne fra Esbjerg men et purungt reservehold fik i momenter vist, hvad talentmassen i FC Midtjylland består af

Med et U19-hold befindende i Polen og superligahold i gang med de sidste forberedelser inden deres afgang mod samme destination, var det et hold med lav gennemsnitsalder, der i dag tog i mod Esbjerg fB på baneanlægget i Ikast.

Træner Svend Graversen vidste på forhånd at det ville blive en svær kamp med esbjergenserne, der havde taget flere reserver fra superligatruppen og ungdomslandsholdsspillere med til dagens kamp.

Og efter blot syv minutter stod der allerede 0-2 til udeholdet, der viste stor kynisme og straffede midtjyderne på næsten to identiske mål i midtjydernes venstreside. Målene faldt i en periode, hvor FCM ikke havde den store succes med at trække tempoet ud af kampen.

Herefter fik hjemmeholdet mere ihærdighed i spillet og arbejdede sig bedre ind i kampen. Esbjerg sad dog stadig tungt på opgøret men i flere facetter foldede det unge hold sig ud. Perioden bragte dog ingen reducering, og så var det i stedet de blå og hvidstribede, der kunne score endnu et mål og gå komfortabelt til pause 0-3.

I anden halvleg beviste FCM II dog, hvorfor de ligger i toppen af reserveligaen. De første 20-25 minutter stod der FCM på tingene, selvom holdet måtte indkassere endnu et mål til 0-4 på en omstilling.

Men bare fem minutter efter i det 60' minut kom der endelig lidt at smile over for hjemmeholdet. Babajide David, der har fået debut for førsteholdet i denne sæson, scorede efter et flot opspil af Nicolas Hautorp Madsen og Christian Tue Jensen.

Sidenhen gik det unge ulvehold i stå og kræfterne slap op. Det resulterede i to yderligere Esbjerg-scoringer til 1-5 og slutfacit 1-6. Dermed fik Esbjerg taget revanche fra første opgør, hvor FCM sejrede på udebane.

Det store nederlag chokerer ikke træner Svend Graversen, der ser opgøret som værdifuld læring for de unge spillere.

- Vi startede rigtig skidt og lykkedes ikke med de ting vi gerne ville, men jeg derimod rigtig glad for de første 30 minutter af anden halvleg, inden luften går ud af ballonen, og vi bliver kørt rundt på røv og albuer.

- Alt i alt er det en fantastisk læring for de unge mennesker i at se, hvad det næste niveau byder på. Det skal spillerne putte i rygsækken og se, hvor meget man er nødt til at arbejde på det her plan. Så på læringsvilkår var det fint, men det er selvfølgelig aldrig rart at tabe 1-6, lyder konklusionen fra Graversen.

Næste opgave for Reserverne er om en uge, hvor SønderjyskE tager i mod til den sidste kamp inden jul.

Reserveligaen runde 8:
FC Midtjylland - Esbjerg fB 1-6 (0-3)
04' 0-1 EfB
07' 0-2 EfB
43' 0-3 EfB
55' 0-4 EfB
60' 1-4 Babajide David
80' 1-5 EfB
85' 1-6 EfB

Start-11: Simon Petersen, Mads Friis, Nicolai Damkjær, Mathias Nors, Aksel Smith-Petersen (45' Kristian Brøndum Pedersen), Michael Olusoji Ogungbaro, Rasmus Winther Johansen (50' Nicolas Hautorp Madsen), Sebastian Hairing Lodahl, Babajide David, Mads Carlson (45' Christian Tue Jensen), Noah Grøn Iversen (45' Mikkel Jakobsen)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox