13.12.2015, 10:21 | Af: Administrator

- Mesterskabet blev min motivation for at komme tilbage

Han har løftet DM-pokalen, men han føler sig ikke som dansk mester. Han var glad på klubbens og sine fodboldkammeraters vegne, men ingen kunne mærke, at Eyjolfur Hedinsson var tæt på bunden

Der har været sorte dage, det indrømmer han. Dage, hvor det hele kunne være lige meget. Men de har været få. Måske en håndfuld gange er de kommet snigende de seneste tre år. Når sådan en dag ramte, tog han hjem. Ikke så meget snak, bare hjem.

- Mentalt er det hårdt at møde ind til træning hver dag, når de andre skal på banen og have det sjovt, og jeg skal i styrkelokalet, ofte alene, og lave kedelige øvelser i to timer for måske at blive klar igen. Ind imellem gider man bare ikke mere. Så vil man bare hjem og tænke på noget andet og få tankerne væk fra fodbold. Dagen efter er jeg så klar igen, fortæller Eyjolfur Hedinsson.

Og det har han været. Altså klar til at fighte videre. For på trods af tre operationer, som ville have slået de fleste omkuld, har han aldrig smidt håndklædet i ringet. Fighteren fra Reykjavík har kæmpet videre. At give op var aldrig en mulighed.

- Jeg har været skuffet mange gange. Jeg er gennemgået tre operationer, og efter den første og anden var jeg langt nede, fordi jeg fandt ud af, at det ikke gjorde nogen forskel. Vi lykkedes ikke med det, vi forsøgte at gøre. Så jeg var meget skuffet. Men så tænkte jeg bare, at jeg måtte prøve noget andet. Jeg har aldrig været tæt på at give op.

Fodbold forbudt 
Men der har været perioder, hvor han har måttet slukke for fjernsynet, når de sorte trøjer med ulvelogoet på brystet spillede. Selvpineriet kunne han ikke længere holde ud. Det gjorde for ondt.

- Der var en lang periode, hvor jeg ikke gad at se på fodbold. Det var bare for svært. Jeg ville jo selv spille fodbold, så at se andre spille fodbold og nyde det, det var utrolig svært for mig. Så der var en periode, hvor jeg ikke ville se fodbold.

- Det har også været svært at se det islandske landshold spille. Jeg var jo med, inden jeg blev skadet, og nu går det pisse godt for dem, og man tænker altid hvis og hvis....

Han holder pause i talestrømmen. Tænker. Og fortæller så. Om en sommerdag i juni på ferien hjemme på Island. Hvor de nationale helte - fodboldlandsholdet, som han selv har optrådt for fem gange, inden skaderne spolerede det - gav de første indikationer om, at de var i gang med noget stort med en sejr over Tjekkiet. Få dage forinden havde kammeraterne i FC Midtjylland fejret det danske mesterskab.

- Alle mine kammerater her på Island oplevede deres landsholdshøjdepunkt, og i FC Midtjylland havde min holdkammerater lige fejret mesterskabet, og jeg var tæt på bunden. Det var nok en af de værste dage i mit liv, husker han.

Selv måtte han kigge forgæves efter spilminutter i mesterskabssæsonen. Ikke fordi, han ikke længere var god nok, for det havde han bevist i sin første sæson i klubben, at han var, når han var klar. Men han var bare ikke klar. Alligevel blev hans dansk mester som en del af truppen.

Mesterskabet motiverede
- Jeg var utrolig glad på alles vegne og stolt over at være FC Midtjylland-spiller, men jeg var ikke så glad som alle andre. Det var meget blandede følelser. Jeg var ked af ikke at have været med, og jeg havde svært ved at stå på scenen og løfte pokalen. For det havde jeg ikke fortjent, synes jeg.

- Du er jo nødt til at se glad ud, når du står på scenen og skal løfte pokalen på trods af det er svært. Men for at se sig selv som en mester, skal du bidrage med noget på banen, og det havde jeg slet ikke gjort.

Men selv om den sympatiske islændinge ikke selv følte sig som en del af mesterskabet, så satte det alligevel nogle ting i gang hos ham.

- Jeg ser ikke mig selv som dansk mester. Men jeg vil også opleve at få succes. Det er min motivation at vinde noget. Det vil jeg bare så gerne, for jeg vil opleve de følelser, som alle havde her for seks måneder siden.

Støtte i studiet
Mens fodboldlivet var i knæ, kunne han søge støtte i sit studie. For i de seneste seks år har han læst journalistik kombineret med sociolog på Islands Universitet. Og når eksaminerne har kaldt, har han taget turen til det islandske konsulat i Aarhus, hvor han er mødt op.

- Det har været en støtte at kunne tænke på noget andet. Jeg har haft lektier og eksaminer. Det har været vigtig for mig at have noget andet, og jeg føler ikke, at jeg har spildt tre år af mit liv. Jeg er kommet langt med min uddannelse og er næsten færdig, så jeg har ikke bare sløset tiden væk. Jeg er helt vildt stolt over, at jeg næsten er færdig med en uddannelse.

I rutsjeturene mellem fodbold og studiet har han aldrig følt sig alene. Familien har været en fast islandsk klippe, som har været et fast holdepunkt.

- Jeg har svært ved at snakke om følelse på islandsk. Og det bliver ikke lettere på dansk, smiler Hedinsson.

- Men min familie har været min største support. Mine forældre og min søsters familie har været på besøg mange gange, og så har jeg ind imellem fået lov af klubben til at tage hjem i en kort periode.

Karrieren kickstartes
Torsdag aften sagde han farvel til FC Midtjylland. Det lignede ellers det perfekte forhold, da parterne fandt sammen i 2013, men skaderne spolerede, at forholdet udviklede sig. Men han fik sit comeback i dette efterår, da han blev sendt på banen i pokalkampen i Roskilde. 11 kampe blev det til i alt for klubben, selv om talentet rakte til meget mere.

- Jeg skylder klubben så meget. Den har gjort meget for mig. Alle har bakket mig op, og jeg kan aldrig betale det tilbage. Når det har set sort ud, har jeg fået lov til at tage til Island.

Og netop Island skal kickstarte karrieren. Symptomerne i lysken er væk, optimismen er tilbage, og motivationen for at vinde noget er stor. Hos Stjarnan har de givet ham chancen for at jagte drømmen.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg har fået en kontrakt med Stjarnan, især da fordi jeg har været ude så længe. Det gav mig ikke just den bedste situation. Men nu får jeg chancen for fortsat at kunne leve af fodbolden, og efter ni år i udlandet glæder jeg mig til at komme tættere på familie og venner, siger Eyjolfur Hedinsson.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox