08.12.2015, 15:13 | Af: Administrator

Olsson: Vi skal højne niveauet

Kristoffer Olsson vil finde tilbage til det spil, som ulvene fandt frem på udebanen i Belgien

- Det ville være kæmpestort - at gå videre fra en gruppe med Napoli, Club Brügge og Legia Warszawa, ja det ville være rigtig stort.

Ordene fra den svenske U21-europamester summerer meget godt, hvad det er for en kamp, der venter på torsdag. FC Midtjylland kan for første gang spille sig videre fra et Europa League-gruppespil, som samtidigt også er det første af slagsen i klubbens historie.

For at avancere kræver det dog ifølge Olsson et ekstra gear sammenlignet med de seneste kampe, og meget gerne et gear lig det ulvene fandt i Belgien.

- Vi skal højne vores niveau i forhold til de seneste kampe og tilbage til det niveau, vi ramte på udebane i Brügge, da vi vandt 3-1. Vi skal op i højeste gear, siger Kristoffer Olsson til FCM TV.

Har brug for fansene
Da svenskeren leder tankerne tilbage på kampen i Belgien står de medrejsende fans gode opbakning klart i tankerne. Det samme gør sig gældende for kampene generelt i Europa League, og det håber Olsson igen at komme til at opleve på hjemmebanen torsdag.

- Fansene betyder rigtig meget, det er dem, som giver de sidste procenter, når vi har brug for et godt resultat. Da vi spillede på udebane mod Brügge var de helt fantastiske, og mod Southampton og de andre kampe også, så vi har 100 procent brug for dem mod Brügge nu her, fortæller Kristoffer Olsson, der simpelt forklarer, hvordan han og holdkammeraterne har tænkt sig at betale tilbage

- Med at vinde, lyder det klart fra Olsson.

Opgøret torsdag mod Club Brügge på MCH Arena begynder klokken 19.00 og kan også følges live på Canal9.

Se hele interviewet med Olsson her >>

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox