03.12.2015, 15:34 | Af: Administrator

Store internationale opgaver venter Akademiet

Det nye år byder blandt andet på turneringer i Mexico, Schweiz og Italien

I efteråret er FC Midtjyllands U19-hold flere gange blevet testet mod internationale modstandere i UEFA Youth League, hvor holdet efter to sejre over polske Legia Warszawa har spillet sig videre til forårets knockout-kampe.

Og en af grundene til, at de midtjyske talenter lige nu gør sig godt i ungdommens Champions League, er den vigtige erfaring, de har gjort sig i internationale turneringer gennem deres akademitid.

Den erfaring vil også fremtidige akademister få. For også i det nye år venter der matchning på højeste niveau for talenterne på det midtjyske fodboldakademi, hvor store turneringer i Italien, Schweiz og ikke mindst Mexico venter.

Den første opgave bliver den anerkendte turnering Chivas Cup i Mexico, hvor de danske talenter er kommet i pulje med værterne og sidste års vindere Chivas. Puljen byder også på Red Diamonds fra Japan, Palmeiras fra Brasilien og argentinske Boca Juniors.

- Det er en af verdens stærkeste U18-turneringer med de bedste hold fra Syd- og Mellemamerika, så vi ser meget frem til at skulle spille med i år. For os er det en unik mulighed for, at vores spillere bliver matchet maksimalt, siger Svend Graversen, der er U17-træner i FC Midtjylland.

Det er første gang, at et dansk hold er inviteret med i den mexicanske turnering, og FC Midtjylland er blot ét af tre europæiske hold, der er med i turneringen, som spilles i januar.

Også Tottenham og Benfica er med fra Europa, og ellers byder turneringen på store sydamerikanske hold. Fra Argentina er således både River Plate og Boca Juniors med, mens de brasilianske storklubber Cruzeiro og Palmeiras også er på deltagerlisten.

- Vi kommer op mod forskellige fodboldkulturer og møder rigtig gode modstandere, hvor vi skal præstere i nuet, og det er godt for drengene at prøve. I en lang hjemlig turnering er vi mere procesorienteret, mens vi i de udenlandske turneringer er med 100 procent for at vinde, forklarer U17-træneren.

I sidste sæson vandt U18-talenterne den stærkt besatte turnering Torneo Bellinzona i Schweiz, hvor de i finalen besejrede Atletico Madrid med 3-0. Også i Italien strøg talenterne til tops, da U17-holdet vandt med 4-0 over Coritiba fra Brasilien i turneringen Trofeo Nereo Rocco. Endelig hentede U19-holdet bronzemedaljer i Argentina.

- Der er kommet mere opmærksomhed på os, efter at vi vandt to turneringer i sidste sæson. Det har givet os større muligheder for at deltage i de store internationale turneringer med Akademiet, fortæller Svend Graversen.

Chivas Cup spilles i perioden fra den 14. til den 24. januar, mens akademitalenterne i foråret også skal forsøge at forsvare sidste års sejr i Torneo Bellinzona i Schweiz, som tidligere er blevet vundet af blandt andre Inter, Tottenham, Boca Juniors og PSG. Det nye år byder også på Scandic Elite Tournament i Vejle for U16-hold samt U16-turneringen i Matera i Syditalien.

Deltagere i Chivas Cup
Benfica (Portugal)
Tottenham (England)
River Plate (Argentina)
Boca Juniors (Argentina)
U. Católica (Chile)
Cruzeiro (Brasilien)
Palmeiras (Brasilien)
Urawa Red Diamonds (Japan)
Chivas (Mexico)
Atlas (Mexico)
Alianza Lima (Peru)
Red Bull New York (USA)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox