06.12.2015, 12:19 | Af: Administrator

Streg i regningen for FCM U17

Fik en 0-4 øretæve af et Silkeborg-hold, der i langt højere grad forstod at indrette sig efter forholdene.

"Der blæste en vældig vind, den daw ude fra vest". Blæst af stormstyrke og silende regn gjorde det til en tvivlsom fornøjelse at være deltager i lørdagens lokalopgør i Ikast. FCM U17 vandt lodtrækningen, og valgte at spille med vinden i ryggen i første halvleg, hvilket gav en halvleg, hvor FCM var klart mest på bolden.

Ulvene havde dog svært ved at drage fordel af overtaget, og i de svære forhold blev spillet ofte for langsomt og omstændeligt, når spillerne nærmede sig Silkeborgs felt. Der blev nipset for meget. Alligevel fik holdet dog skabt en to-tre gode muligheder for at tage føringen, men effektiviteten manglede.

Gæsterne havde bedre indset, at det ville blive en kamp, hvor der skulle spilles enkelt og direkte, og syv minutter før halvlegen stak de afsted i en omstilling, og bragte sig foran på et glimrende mål.

Det var en alvorlig bet for FCM, der nu stod over for at skulle vende kampen i en anden halvleg, hvor man måtte spille op imod en strid modvind.

Hjørnespark strøg direkte i kassen
Holdet søgte at forcere spillet, men det var svære vilkår. Otte minutter efter pausen slog Silkeborg til på ny, igen efter en omstilling, og midtvejs i anden halvleg lukkede gæsterne definitiv opgøret på to standardsituationer. Først blæste vinden et hjørnespark urørt ind bag Simon Petersen, og fem minutter senere slog Silkeborg sejren fast med en scoring direkte på frispark.

Nederlaget var FCM's første på hjemmebane i denne sæson, men det var helt fortjent efter en kamp, hvor Silkeborg var langt bedre til de ting, der i sidste ende talte:

- Vi er mest på bolden, og er i lange stræk også gode på bolden, men det talte bare ikke rigtig noget i det vejr, kampen blev spillet i. Silkeborg kom med pondus og power, og spillede kynisk og direkte - og målt på de parametre, var de også fire mål bedre end os. Der var viljen til forskel på dem og os, erkendte Svend Graversen, der også rettede det kritiske blik indad.

- Det var en fejltagelse, at vi valgte at starte med vinden i ryggen. Vi skulle have brugt første halvleg på at indstille os på forholdene og forsvare os, for så at forcere i anden halvleg, hvor vi havde medvind. Det blev ualmindeligt svært, da de først scorede til 1-0, udtalte Graversen.

FCM U17 får en chance for at efterlade et bedre indtryk, når rækkens førerhold FC København lørdag kommer på besøg til den sidste U17-kamp i 2015.

FC Midtjylland U17 - Silkeborg IF U17 0-4 (0-1)
33' 0-1 Jeppe Okkels
48' 0-2 Anders Iversen
60' 0-3 Mikkel Alsen
65' 0-4 Mikkel Alsen

Opstilling: Simon Petersen - Lukas Giessing (70' Tobias Utoft [IFS]), Nicolai Damkjær, Mathias Nors, Aksel Smith-Petersen - Nicolas Hautorp Madsen, Christian Tue Jensen, Mikkel Jakobsen - Jonathan Dahl Bagger (41' Nicolas Langberg Dyhr [FCM U15]), Casper Tengstedt (55' Kristian Koch Jensen [IFS]), Mads Carlson

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox