12.12.2015, 17:53 | Af: Administrator

U19 sluttede af med eftertryk

Det har været et langt efterår for U19-spillerne, der dog har holdt kadencen. Også i årets sidste kamp, hvor FCK blev sendt hjem med et 4-1 nederlag.

"Glæde, vilje og masser af energi".

Det var de tre ting Kenneth Andersen havde ønsket sig. Ikke til jul, men til FCM U19's sidste kamp i sæsonen, og cheftræneren fik præcis, hvad han havde bedt om i 4-1 sejren.

Der skulle gå 25 minutter inden kampens første scoring faldt. Alexander Munksgaard samlede returen fra et FCM-frispark op, og sendte et indlæg til bagerste stolpe. Her opstod der et gedigent klumpspil, og det så i første omgang ud til at FCK havde scoret selvmål. Da røgen havde lagt sig, kunne Mikael Anderson dog lade sig hylde for målet.

Det var kantspillerens første sæsonmål efter en skadesplaget efterårssæson, og Anderson var langt fra færdig med at vise sig frem i kampen.

I halvlegens overtid fik FCK tilkæmpet sig et hjørnespark, og gæsterne bragte alle mand med frem i FCM-feltet, vel vidende at standardsituationerne er en af holdets forcer.

Planen gav dog bagslag, da Andreas Poulsen fik clearet bolden frem mod Nikolaj Kirk, der var kommet på den rette side af FCK's enlige sikringsspiller. Keeperen kom stormende ud af sit mål, men Kirk var først på bolden og halvvejs inde på FCK's banehalvdel kunne han lægge bolden ind i det tomme mål.

FCM U19 er det hold, der har lukket færrest mål ind i U19 Ligaen, og det var måske derfor holdet lettede trykket en anelse fra anden halvlegs start. Det blev straffet, da FCK's højreback Mikkel Dige uden for FCM's felt fik lov at trække ind i banen. Det var præcis, hvad den venstrebenede spiller gerne ville, og han kanonerede bolden ind bag Oliver Ottesen. Et flot mål der genskabte spændingen, i hvert fald for en stund.

Ni minutter senere kom FCM U19's modsvar så. Munksgaard lagde en aflevering ned i dybden til Mikael Anderson, der havde fundet plads mellem FCK's midterforsvarere. Han blev retvendt, tog et hurtigt træk, og genetablerede FCM U19's tomålsføring.

Fire minutter senere var Anderson i oplæggerens rolle, efter at FCK-forsvaret var blevet spillet tynde. Han slog en tværbold ind til Nikolaj Kirk, der midt for mål sparkede 4-1 målet i nettet. Kirk og Anderson var to af de bærende spillere på sidste års U17-hold, og de satte et stort aftryk på dagens kamp.

Foran 4-1 spillede FCM U19 med masser af overskud, og lignede et hold, der havde tænkt sig at uddele en regulær øretæve. I sidste ende var et stolpeskud dog det tætteste, værterne kom på 5-1 målet.

- Jeg er utrolig glad og stolt over præstationen, og jeg kunne ikke have bedt om mere fra spillerne. Det var en af efterårets bedste indsatser, der var flow i spillet, og vi fik sat tingene godt sammen. Vi vinder med tre mål, og det synes jeg gav et ganske retvisende billede af kampen, lød det fra Kenneth Andersen.

Med sejren blev der sat punktum for en forrygende efterårssæson for FCM U19, der har budt på 10 sejre, en uafgjort og blot et enkelt nederlag, samt fire sejre i UEFA Youth League. Se stillingen i U19 Ligaen her.

FC Midtjylland U19 - FC København U19 4-1 (2-0)
25' 1-0 Mikael Anderson (assist Alexander Munksgaard)
45+2 2-0 Nikolaj Kirk (assist Andreas Poulsen)
53' 2-1 Mikkel Dige
62' 3-1 Mikael Anderson (assist Alexander Munksgaard)
66' 4-1 Nikolaj Kirk (assist Mikael Anderson)

Opstilling: Oliver Ottesen - Alexander Munksgaard, Rasmus Lauritsen, Rasmus Nicolaisen, Andreas Poulsen - Gloire Rutikanga, Mads Olsen (80' Andreas Murbeck), Nikolaj Kirk (73' Mads Vang) - Rasmus Nissen, Mikael Anderson, Simon Sterring (67 Jákup Thomsen)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox