21.02.2015, 19:09 | Af: Administrator

Effektiviteten manglede hos U19

En lav udnyttelsesprocent gav skår i glæden over 2-1 sejren i lørdagens træningskamp mod SønderjyskE

FCM U19 tog styringen i kampens indledning, men måtte have hjælp fra en uventet kant, for at bringe sig foran. En SønderjyskE-spiller kom uforvarende til at spille Rasmus Nissen fri, og "NK" omsatte prompte friløberen til mål.

Føringen blev udbygget fem minutter før pausen efter en standardsituation. Anders Hagelskjærs hjørnespark gik til forreste stolpe og helt inde under mål fik "NK" skrabet bolden i nettet.

2-0 føringen var fuldt fortjent, efter en halvleg der også bød på en friløber til Frankoch og en Razak-scoring, der blev underkendt efter en diskutabel offside-kendelse. FCM var meget på bolden, og gæsterne satsede primært på direkte spil til deres to hurtige angribere, men det blev ikke farligt.

FCM U19 lod i stort omfang midterforsvarerne og backs om at føre bolden frem, i et forsøg på at tvinge gæsterne til at lave et udfald, og derved bryde deres kompakte organisation. I store perioder lykkedes det godt.

Eksperiment efter pausen
I pausen sadlede ulvene om, så man i hele anden halvleg spillede i en 3-5-2 opstilling - en formation som man dog ikke skal gøre sig forventninger eller forhåbninger om at se holdet i - Kenneth Andersen forklarer hvorfor:

- Det er en opstilling, vi kan skifte til, hvis vi bliver nødt til at forcere spillet, og skal jagte en scoring, så som udgangspunkt er den til de kampe, hvor tingene ikke er gået, som vi havde håbet. Nu fik vi øvet det i en halvleg, så spillerne ved, hvordan de skal agere, hvis situationen opstår.

Hvordan forløb øvelsen så? Overordnet set godt, for FCM U19 skabte et væld af chancer i anden halvleg - ti oplagte scoringsmuligheder talte Kenneth Andersen. Det var også positivt, at der blev spillet med stor variation, og mange forskellige spillere kom frem til afslutninger, men det var til gengæld knapt så godt, at ingen af de mange tilbud blev puttet i kassen.

I stedet lykkedes det SønderjyskE at reducere, da de straffede en opspilsfejl og opsnappede bolden på FCMs banehalvdel. Gæsternes presspil var bedre i anden halvleg, og det mere offensivt indstillede FCM-hold gjorde, at SønderjyskEs omstillingspil fik bedre vilkår.

- Det er utilfredsstillende at vi ikke får scoret i anden halvleg. Det er lidt den samme historie der gentager sig, for det kneb også i den seneste træningskamp imod AaB. Heldigvis er der fjorten dage til sæsonstarten, og til den tid, skulle vi gerne være helt skarpe foran mål, konstaterer Kenneth Andersen.

FCM U19 spiller igen om en uge, lørdag d. 28/2 kl. 16.00, når FCM U19 besøger Esbjerg i de to holds generalprøve før sæsonstarten i U19 Ligaen.

FC Midtjylland U19 - SønderjyskE U19 2-1 (2-0)
21' 1-0 Rasmus Nissen
40' 2-0 Rasmus Nissen (assist Anders Hagelskjær)
54' 2-1 SønderjyskE

Opstilling: Rasmus Bach (46' Andreas Raahauge) - Alexander Munksgaard, Rasmus Nicolaisen (60' Jeppe Solgaard), Kristian Dirks Riis (60' Rasmus Lauritsen), Anders Hagelskjær (75' Jákup Thomsen), Gloire Rutikanga, Mikkel Frankoch, Montell Moore (46' Alexander Nicolajsen), Rasmus Nissen, Babajide David (46' Mads Døhr Thychosen)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox