10.02.2015, 16:29 | Af: Administrator

Hård konkurrence om startpladserne på U19

Der var spilletid til hele truppen, da FCM U19 trak sig sejrrigt ud af tirsdagens træningskamp mod AaB

Solen skinnede, fuglene pippede og græsset var så friskt og grønt som kun kunstgræs kan være det, så der herskede en nærmest forårsagtig stemning over Aalborg Changs baner. Her havde FCM og AaB tirsdag eftermiddag sat hinanden i stævne til en træningskamp frem mod sæsonstarten i U19 Ligaen.

FCM kom bedst fra start, og kom også foran, da Mikkel Frankoch scorede efter at være blevet sendt i dybden af Gloire. AaB-keeperen fik et touch på bolden, men der var kraft nok i afslutningen, til at den trillede i nettet.

Kampens åbning var præget af fysisk spil og mange dueller, og det bekom FCM U19 bedst - udeholdet satte sig på kampen, mens AaB havde svært ved at etablere sig på banen.

Tyve minutter chippede Razak bolden over mål efter et godt indspil fra Rasmus "NK" Nissen, og øjeblikket var det AaB, der var forsvindende tæt på at udligne efter en omstilling. AaB-spilleren rundede Andreas Raahauge, men FCM-keeperen fik lige akkurat tacklet ham af. Bolden røg ud til en anden AaB'er, men Raahauge, der befandt sig halvvejs ude i feltet, fik kastet sig ned og blokeret skuddet.

I stedet intensiverede FCM presset på værterne og efter 37 minutter lagde NK bolden i dybden til Razak, der blev retvendt, men måtte se sin afslutning blive pareret af keeperen. Få minutter efter kom FCM-angriberen endnu engang frem til en stor chance, men i fri position trak AaB's keeper på ny det længste strå.

Razak fik dog lidt at vise for anstrengelserne, da han minuttet efter chippede bolden ind til David, der steg til vejrs ved bagerste stolpe og headede 2-0 målet i kassen.

Comeback af værterne
I halvlegen foretog FCM U19 fem udskiftninger. Om det ødelagde rytmen skal være usagt, men det var i hvert fald AaB der kom bedst ud til anden halvleg, og efter fem minutter fik de reduceret. En AaB'er rundede Rasmus Bach og slog fra baglinjen et indlæg ind under mål, hvor en medspiller bare skulle sætte en fod på.

Som halvlegen skred frem, fik FCM U19 bedre greb om spillet, og det blev i stedet et opgør med meget spil på banens midte. Der var tilløb til chancer i begge ender, men som regel strandede opspillene, når de to hold nærmede sig modstanderens felt.

De sidste ti minutter bød på en stribe gode chancer til FCM - tættest kort før tid, da Jákup brød igennem i venstresiden og lagde bolden ind til Mads Døhr Thychosen, men kantspillerens afslutning blev pareret. I stedet fik AaB kampens sidste mulighed, men Rasmus Bach sørgede med en god redning for at kampen endte 2-1.

- Vi var ikke særligt effektive i dag, og det var lige ved at koste os sejren, erkendte Kenneth Andersen efter kampen. FCM-træneren var heller ikke helt tilfreds med presspillet, men så dog også positive aspekter - ikke mindst at holdet fortsat får spillet sig frem til mange muligheder.

Der resterer to træningskampe for FCM U19, og Kenneth Andersen er fortsat et stykke fra at have startopstillingen til forårspremieren mod AGF:

- Konkurrencen er hårdere end før, og vi har to kvalificerede spillere til hver eneste position på holdet. Vi har foretaget mange udskiftninger i træningskampene, så vi får set alle spillerne, og alle får en mulighed for at vise sig frem. I dag var ingen undtagelse, fortæller FCM-træneren.

FCM U19's næste træningskamp er imod SønderjyskE på Wunderelf Arena lørdag d. 21/2 kl. 13.00.

AaB U19 - FC Midtjylland U19 1-2 (0-2)
9' 0-1 Mikkel Frankoch (assist Gloire Rutikanga)
41' 0-2 Babajide David (assist Razak Adebayo Odeyemi)
51' 1-2 Kasper Skak, AaB

Opstilling: Andreas Raahauge (46' Rasmus Bach) - Rasmus Nissen (60' Alexander Munksgaard), Rasmus Nicolaisen (60' Rasmus Lauritsen), Kristian Dirks Riis (60' Anders Hagelskjær), Anders Hagelskjær (46' Jeppe Solgaard) - Gloire Rutikanga, Alexander Nicolajsen (67' Michael Olusoji Ogungbaro), Mikkel Frankoch - Montell Moore (46' Mads Døhr Thychosen), Razak Adebayo Odeyemi (46' Simon Sterring), Babajide David (46' Jákup Thomsen)

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox