02.02.2015, 23:19 | Af: Administrator

Hurtigløber til samarbejdsklub

Musefiu Ashiru er i foråret lejet ud til Ringkøbing, som er en del af FCM Klubsamarbejdet.

Den venter et halvt år i 2. division for FC Midtjyllands talentfulde kantspiller Musefiu Ashiru. Den 20-årige kantspiller skal via kamptræning hos samarbejdsklubben Ringkøbing Fodbold.

- Musefiu er en spiller, som har nogle eminente fysiske forudsætninger. Han er hurtig og har en god skudstyrke, men han har brug for at få en masse kampe, så han kan udvikle sig rent taktisk, fortæller cheftræner Glen Riddersholm om baggrunden for udlejningen.

For ulvene har Musefiu Ashiru primært begået sig i Reserveligaen, så derfor er det et vigtigt led i hans udvikling, at han nu skal spille om point hver weekenden i Ringkøbing, der ved vinterpausen ligger nummer ti i 2. division vest.

- Han har brug for andet end træning og reserveholdskampe. Han kommer til et miljø, hvor han skal bevise sig selv. Vi er glade for at kunne hjælpe en samarbejdsklub som Ringkøbing og samtidig hjælpe os selv.

- Musefiu vil fortsat indgå i den daglige formiddagstræning i FC Midtjylland og så træne i Ringkøbing om eftermiddag. Det er en god løsning, at vi på den måde holder ham i vores elitære miljø i Ikast, og at han samtidig kommer til en velfungerende klub, hvor han får spilletid, siger Riddersholm.

Musefiu Ashiru, der kom til FC Midtjylland som 18-årige fra ulvenes nigerianske samarbejdsklub FC Ebedei, står noteret for syv kampe for FC Midtjyllands bedste mandskab. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox